Borgmesteren i Aabenraa Kommune Thomas Andresen (V) er en glad mand i dag. Han kunne nemlig melde ud, at it-giganten Apple har valgt at placere et datacenter i byen.
Dermed er der udsigt til en regulær jobfest.
Det nye center vil nemlig skabe masser af arbejdspladser. Både under opbygningen af centret og dernæst til driften.
- Vi har en forventning om, at det giver 50-100 arbejspladser, der knytter sig til driften af centret. I anlægsfasen håber vi at kunne få mellem 1000-2000 mennesker i beskæftigelse, siger borgmesteren til Avisen.dk.
Apple er i forvejen igang med at bygge et datacenter i Viborg, men nummer to i Aabenraa kan potentielt blive endnu større.
Den første fase af byggeriet i Aabenraa ventes færdig i 2019 til en samlet pris på omkring seks milliarder kroner.
Aabenraas borgmester fortæller, at man nu vil se på, hvad der skal til for at efteruddanne lokalbefolkningen, så det til dels vil være dem, der sætter sig på jobbene i det nye datacenter.
Men han melder også om, at de gerne vil af med pendlerkulturen i kommunen og vil lokke nye kræfter til.
- Vi har behov for kvalificeret arbejdskraft i kommunen. Og vi vil gerne have, at folk bosætter sig, siger Thomas Andresen og tilføjer:
- Vi har i forvejen nogle specialiserede virksomheder i regionen, der ansætter den bedre halvdel, men vi vil gerne kunne tilbyde job til ægtefællen. Med det her vil vi gerne prøve at bryde pendlerkulturen, der pt. præger vores kommune, siger han.
Ifølge Thomas Andresen vil man inden for den næste måned ansætte en projektleder, som sammen med projektchefen i Aabenraa Kommune skal få konkretiseret den fremtidige jobsituation i kommunen.