Da et hold af dansk politis skarpeste efterforskere 29. august 1979 forlod Kolding, og dermed måtte opgive at komme videre med sagen om den forsvundne fire-årige Heidi, var det med skam og frygt for, at forbrydelsen skulle gentage sig.
Sådan skriver Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere chef for PET og mangeårig efterforsker på Rejseholdet, i sin nyeste bog, "Glem ikke Heidi". Bogen er netop udkommet.
Hans Jørgen Bonnichsen skriver ifølge JydskeVestkysten, at vi ikke må glemme de gådefulde forsvindingssager som sagen om Heidi og den spektakulære sag om den britiske pige Maddie.
Heidi-sagen havde fatale konsekvenser for det ti mand store efterforskerhold, der endnu i dag sidder tilbage med et uløst mysterium.
- Mange er ofre i ordets bredeste forstand. Jeg havde ikke drømt om de prøvelser, som en uopklaret forsvindings- eller drabssag udsætter én for. Jeg havde ikke forestillet mig, at de stærke oplevelser af skyld i forhold til ofrene, samfundet og holdet kunne være så vedvarende, som tilfældet er, skriver Hans Jørgen Bonnichsen og fortæller om, da han en tidlig morgen mistede en kollega, der ikke kunne klare mere:
- En tidlig morgen hørte jeg et brag fra naboen. Jeg var klar over, at et eller andet var ravruskende galt. Jeg sprængte nabodøren i stumper og stykker. Der skulle flere spark til, før jeg fandt min kollega livløs på badeværelsesgulvet. Ethvert genoplivningsforsøg var forgæves. Da vi bar ham ned i ambulancen, kunne man høre blodet skvulpe i den tunge livløse krop. En vanskelig sag, et ekstremt højt blodtryk og et hjertekar var bristet, og blodet fossede ud i hjertekulen. Og så var det liv slut.
Også alkohol kostede liv blandt Hans Jørgen Bonnichsens kolleger, fire blev ramt af blodpropper og flere er døde i en alt for ung alder - blandt andre efterforskningslederen, som i en alder af 57 år døde tre år efter Heidi-sagen blev lukket i november 1979.
- I de fleste af sagerne befinder man sig på afgrundens rand, på kanten mod det lysfjendske - det, der fra tidernes morgen og uden ende er kommet hvislende fra fra mudderets mørke, også i vort eget indre. Det har medført såvel fysiske som psykiske følgevirkninger, skriver Hans Jørgen Bonnichsen.