Nej tak«, »ellers tak« og »desværre«. Det skorter ikke på undskyldende og afværgende høfligheder, når man bevæger sig ned ad et strøg i enhver større, dansk by.

Nødhjælpsorganisationer med speciale i alt mellem himmel og jord på den sydlige halvkugle står på nakken af hinanden for at kradse penge ind fra velmenende danskere. Nu vil justitsminister Lene Espersen sørge for, at den lov, som er på området, overholdes. Dermed kan organisationerne ikke længere indsamle penge på gaden, men må nøjes med at indgå betalingsaftaler, der efterfølgende betaler et girokort.

Og ramaskrigene vil lyde fra organisationerne. Der vil mangle millioner af kroner i kassen, og det vil gå ud over en masse mennesker. Hvilket er fuldstændig rigtigt.

Men når de nu kun må hverve medlemmer til deres respektive organisationer på gaden – som loven nu tolkes – hvad er så egentlig problemet i det? De, der lader sig lokke til et medlemskab, betaler vel efterfølgende? Og hvis de ikke gør det, så må organisationerne på den igen for at finde andre medlemmer.

For når man påstår, at man ikke kan leve med, at man ikke må suge pengene op af lommerne på forbipasserende, så klinger det hult. For hvis de hvervede medlemmer ikke betaler, så er det, der i dag foregår på gader og stræder i hele landet, vel reelt bondefangeri?