Milde bedstemødre og furier med knaldrøde negle. Storbybohèmer og forstadshusmødre. Martyrer og matriarker.
I en ny bog fortæller 12 kendte danske kvinder deres bedstemødres historie, og dermed oprulles vilkårene for kvinder op gennem mere end hundrede år på tværs af kulturer og klasser. Det sker gennem barske og bitre, men også skønne og smukke, historier.
Kæmpende kvinder
»Disse kvinder har kæmpet, det viser bogen, og derfor er det også vigtigt at stå her,« siger en tydeligt glad og stolt cand. mag. og tv-tilrettelægger Liv Thomsen fra sit podie i Dannerhuset.
Det er hende, der har indhentet bidragene fra de tolv kendte kvinder, som blandt andet tæller overborgmester i København Ritt Bjerregaard, tv-vært Sara Bro og journalist og kommentator Lisbeth Knudsen, samt redigeret bogen.
Der er omkring hundrede kvinder samlet til reception i Dannerhuset på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts i anledning af udgivelsen. På en bord pyntet med en blomsterdug står, i rigtig bedstemor-stil, sandkage, kaffe, the og portvin.
At receptionen bliver afholdt i Dannerhuset er selvfølgelig langt fra tilfældigt. Ej heller, at datoen for den falder sammen med kvindernes internationale kampdag.
»Dannerhuset er stiftet på en donation af én enkelt kvinde. Hende betragter vi her i Dannerhuset, hvor mange generationer af kvinder har kæmpet kvindernes sag, som vores åndelige bedstemoder,« siger Dannerhusets direktør Vibe Klarup Voetmann, der er glad for at lægge hus til arrangementet.
For hver solgt bog får Dannerhuset seks kroner til arbejdet med at hjælpe voldsramte kvinder.