Tredje hjul til giggen eller effektiv fødselshjælper og medspiller?

De overvejelser står LO i, efter S og SF har svoret hinanden nærmest evig troskab - selvfølgelig så evigt, som den slags nu er i politik! Men dog så tæt, at det nu er op til fagbevægelsen at finde sin rolle i en mulig S-SF (og R!) regering.

Og ikke mindst at finde sin rolle i den valgkamp, som kommer senest om halvandet år. Det skal gøres skarpere end hidtil, siger LO-formand Harald Børsting:

Vi skal ikke stritte

”Et af de store fejltrin, vi har gjort tidligere, er at lave 27 tiltag, der stritter i hver sin retning. I stedet for at koordinere ordentligt, så vi kan kan lægge en mere langsigtet strategi,” siger han om de kampagner og holdnings-påvirkninger, der skal komme fra fagbevægelsen.

"Det er LO, der tager initiativet til, at vi får snakket sammen, og vi er ikke færdige. Men jeg tror, vi finder en model. Det føler jeg mig sikker på."

Harald Børsting har en meget jysk måde at underspille sine budskaber på. Sådan efter devisen: Hellere lidt for lidt end lidt for meget. F.eks.:

Den norske model

"Jeg kan ikke forestille mig andet, end at en S-SF regering vil have behov for en udbygget dialog med fagbevægelsen. Det kan jeg slet ikke forestille mig."

For fem år siden forsøgte LO sig med en norsk model. Det var dengang, Norges svar på S og SF, Arbeiterpartiet og SV, havde vundet sit første valg.

Det er i høj grad sket med norsk LO's hjælp. Det var norsk LO, der med en stor medlemsundersøgelse i ryggen stillede krav, og med dem i hånden fik Arbeiterpartiets leder, Jens Stoltenberg, til at lære at elske sine socialistiske kolleger i SV. Men modellen slog aldrig an i Danmark.

Ingen ville lege med

"Vi prøvede at lave en udgave af det norske udspil før min formandstid, men det gik ikke. Der var nogen, der ikke syntes om det ene og nogen, der ikke syntes om det andet,” siger Harald Børsting.

Igen underspillet.

Sandheden er, at FOA og HK ikke ville noget, og Socialdemokraterne var ikke særligt interesserede. De var i gang med politisk harikiri, da de forsøgte at arbejde regeringen ”ud af kontorerne”, men i stedet måtte opleve at blive smidt ud af de samme kontorer. SF havde på sin side ikke meget tiltro til den nyvalgte S-formand, Helle Thorning-Schmidt – og så var der de evige radikale, der ikke passede ind i en norsk model. Endelig var der medlemmerne:

Så kom Peter Kay-modellen

”60-70 af norsk LO's medlemmer stemmer på Arbeiterpartiet - mens det kun er 40-50 procent af vore medlemmer, der stemmer på S og SF.  Så vi kunne ikke bare kopiere modellen," fortsætter han.

I efteråret 2009 forsøgte LO sig lokalt med det, der kom til at gå under navnet ”Peter Kay”-modellen, opkaldt efter LO-Storkøbenhavns formand, Peter Kay Mortensen.

Modellen gik ud på, at LO lokalt kun ville støtte S og venstrefløjspartierne, hvis de gennemførte en politik, LO kunne gå ind for.

For dumt!

”Det duede ikke. Det var for dumt,” lyder Børstings benhårde dom over den strategi.

Så er der det tilbage, der vel kan kaldes en ’Børsting’-model. Et tæt samarbejde, kampagner, der sætter fokus på fagbevægelsens behov - men ikke noget formaliseret samarbejde. Og her er selvransagelsen vigtig, så man undgår alt det, der ’stritter’:

Første skud i august

”I forhold til et forestående valg er det klogeste, vi kan gøre, at påvirke den offentlige debat og koordinere fagbevægelsens aktiviteter. Så f.eks. 3F kører deres skattekampagne, SKÆVT, og så følger FOA op med en række aktiviteter om besparelser i den offentlige sektor,” siger Harald Børsting.

Første skud i den bøsse løsnes til august, hvor kommunerne skal i gang med budgettet og finansloven bliver fremlagt. Børsting vil ikke løfte sløret for indholdet:

"Men et tema bliver noget med arbejdsløshed," siger han.

Og så har han da heller ikke sagt for meget.

Partistøtte hæmmede debatten

Siden sidste gang, Socialdemokraterne sad i spidsen for en regering, er alle bånd klippet mellem S og fagbevægelsen. Først klippede partiet de politiske bånd, så klippede LO de økonomiske.

Men kunne det være fristende at genindføre de gamle bånd nu, hvor en S-SF (og R!) regering er så tæt på? Nej, siger Børsting:

"Jeg er jo selv socialdemokrat og var meget i tvivl, da vi droppede den økonomiske støtte til partiet. Men i dag er jeg ikke i tvivl: Det var det rigtige. Dels er mange medlemmer ikke socialdemokrater, og dels mødte vi hele tiden en mur af forme, fordi der var knyttet økonomi på."

"Jeg mener faktisk, at vi var ved at nærme os en situation, hvor det, at vi gav politisk partistøtte, hindrede os i en politisk dialog med medlemmerne. Og så blev partistøtten skadelig."

Med til SF-landsmøde? Bum, bum, bum ...

I dag er der uformelle kontakter, særligt med S-toppen.

"Dem ser vi en gang om måneden, SF-toppen lidt sjældnere, men vi ser dem," siger Børsting.

SF inviterede LO-toppen med til deres landsmøde sidste weekend, men så sent, at ingen kunne nå noget.

"Om jeg kommer næste år, hvis de inviterer i tide? Det kan jeg ikke love. Ikke fordi jeg ikke kan lide SF, men jeg er altså ret øm over mine weekender. Måske kommer jeg, men jeg vil ikke love noget."

Siger Harald Børsting.