Børn, der gisper efter vejret, hoster og bliver svimle.
Det er konsekvensen af ting som halogenlamper, fjernsyn, computere, limstifter og julespray.
Altsammen noget, der typisk er på et børneværelse, og som afgiver gasser, der er sundhedsskadelige. I går offentliggjorde Miljøstyrelsen en undersøgelse, der konkluderer, at vores hjem er spækket med diverse kemiske stoffer, som påvirker vores sundhed. Værst står det til på netop børneværelserne, fordi rummene ofte er små, og der er en dårlig ventilation i forhold til, at der er mange ting, der afgiver de skadelige stoffer til luften, fortæller biolog Frank Jensen fra Miljøstyrelsen.
»Koncentrationen af nogle af stofferne kan nærme sig den grænse, som børnene maksimalt kan tåle per dag. Derfor er det en god idé for forældrene at være opmærksomme på, hvis der lugter kemisk. For så skal der luftes ud,« siger Frank Jensen.
Undersøgelsen omfatter ikke ting, som kan være skadelige for børnene, fordi de sutter på dem. Den handler udelukkende om produkter, der afgiver gasser.
»Effekten er hovedpine, svimmelhed, åndedrætsbesvær og hoste. Der er tale om gener, men det er alvorligt nok,« mener biologen.
Han råder forældrene til at bruge julesprayen udendørs og sørge for, at deres børn slukker på kontakten til de elektroniske apparater, når de ikke bruger dem. Ellers står de og bliver varme, og så afgiver de gasser.
»Det er heller ikke godt for børnene at sidde i længere tid og klippe-klistre med lim, selvom det er op til jul. Der kan man selvfølgelig ikke gå udenfor, men igen kan man lufte ud og kun sidde lidt tid ad gangen,« lyder det fra Frank Jensen.