Det blev til et nederlag for San Jose Sharks, da klubben med Mikkel Bødker på holdet natten til tirsdag dansk tid spillede den tredje kamp mod Vegas Golden Knights i NHL-slutspillet.
Den danske ishockeyspiller blev noteret for en assist ved kampens første scoring, men San Jose endte med at tabe 3-4 efter forlængelse.
Dermed fører Vegas Golden Knights med 2-1 i kampe i serien, hvor det kræver fire sejre at gå videre.
Der var spillet cirka syv minutter af anden periode, da Mikkel Bødker sendte pucken mod mål.
Pucken ramte en modstander og røg hen til San Joses Chris Tierney, der resolut sendte den ind til Timo Meier, som scorede til 1-0.
Senere i anden periode kom Vegas Golden Knights foran 3-1, men det lykkedes for San Jose at score to gange i tredje periode og fremtvinge forlængelse.
Her afgjorde gæsternes William Karlsson kampen, da han efter en fremragende kontra sendte bolden højt og diagonalt ind i målet.
Mikkel Bødker måtte to gange under kampen en tur i straffeboksen efter at være blevet udvist i to minutter.
Jannik Hansen var ikke med for San Jose.
I nattens anden kamp i NHL-slutspillet vandt Tampa Bay Lightning 4-2 hjemme over Boston Bruins.
Stillingen er 1-1 i kampe mellem holdene.
/ritzau/