Et godt råd til landets chefer: Pas på med at spørge ind til jobansøgeres navne.
Det har nemlig nu kostet en dansk chef 5.000 kroner, fordi han ifølge Ligebehandlingsnævnet har forskelsbehandlet på grund af etnicitet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Sagen handler om en danskfødt inder, der i juni måned var indkaldt til samtale som investeringschef hos en dansk virksomhed.
Til trods for, at der i ansøgerens cv stod, at han var danskfødt, spurgte chefen i begyndelsen af samtalen:
- Nå, jeg kan læse på dit navn, at du ikke kommer fra Danmark.
Den danskfødte inder mente, at det førte til dårlig stemning mellem parterne, og det endte med, at han ikke fik jobbet. Han klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at han undervejs måtte nægte, at han var indvandrer.
Chefen afviser dog, at han har spurgt ind til den danskfødte inders baggrund. Han forklarer dog, at han typisk godt kan finde på at spørge: ’Jeg kan se, at du ikke har et typisk dansk navn, fortæl mere om dig selv, hvor du kommer fra, uddannelsesmæssig baggrund osv.’
Men det var altså ulovligt, har nævnet afgjort:
- Uanset at parterne ikke er fuldstændig enige om ordvalget ved indklagedes indledning på jobsamtalen, er det ubestridt, at indklagede i strid med forbuddet herimod med sin formulering forsøgte at indhente oplysninger om klagers etniske eller nationale oprindelse.
Klageren fik tilkendt en erstatning på 5000 kroner.