Blogger: Vi er blevet angst for ensomhed og stilhed
Blog

Af Jonathan Løw
Se alle blogindlæg

Om Jonathan Løw

Jonathan Løw er iværksætter, foredragsholder og rådgiver indenfor innovation, iværksætteri og ledelse.

Jonathan Løw har været med i opstarten af 4 virksomheder samt skrevet 3 bøger om emnet. To af disse bøger er blevet #1 bestsellere – heriblandt GURUBOGEN

Hans filosofi handler om det, Jonathan Løw kalder for at lytte højere – Listen Louder.

Du kan følge Jonathan Løw’s arbejde på LinkedIn og Facebook.

JEG VIL GERNE DELE tre både skræmmende og groteske nyheder med dig:

• I Japan er man begyndt at flytte trafiklyssignalet fra de normale lyskrydsmaster til i stedet at indbygge de grønne, gule og røde-farver i vejbelægningen i flere byer. Det skyldes, at japanerne er så optaget af deres smartphones, at de kigger mere ned i jorden end op og rundt på omgivelserne. Er Danmark også på vej derhen?

• I 2017 kårede Apple’s App-store ”Calm” som årets app. Det er en app, hvor man som bruger får et 15 sekunders break fra hverdagens stress og jag ved at kigge på en figur, der langsomt tæller ned fra 15 til 0. Som en debattør på nettet meget rammende skrev om præcis denne kåring: ”Jeg har ikke brug for at glo ind i skærmen på en smartphone til 4000 kroner til at hjælpe mig med at gøre ingenting. Jeg lukker blot mine øjne, og så er jeg glad.” Ikke desto mindre bruger 6 millioner mennesker hver dag app’en Calm.

• Og i Storbritannien viste et nyt stort studie, at de fleste unge i alderen 13-25 år ville ønske, at Snapchat og Facebook aldrig var blevet opfundet. Dette til trods brugte 90% af de samme unge de selvsamme ’sociale’ medier, fordi de følte sig under et socialt og normativt pres til at gøre det.

Alle tre eksempler viser, at selvom gyserfilm, slanger og edderkopper kan gøre os rigtig bange, så er vi i dette årti allermest angste for stilhed og pauser.

”Calm” viser denne globale angst. App’en kan kun bruges, såfremt man har sin smartphone ved hånden. Ergo får man godt nok 15 sekunders teoretisk pause, men dels aktiveres stresshormonerne af at kigge ind i skærmlyset, og sekundet efter nedtællingen popper der igen en notifikation frem på skærmen. En notifikation vi pr. automatisk føler, at vi bør tage stilling til.

LÆGGER VI ALLIGEVEL i et forsøg på protest mobiltelefonen fra os, så føler vi os rastløse og urolige, for hvis nu ikke radioen kører i baggrunden, eller fjernsynet er tændt, så er der jo bare helt stille. Ikke kun stille i rummet, men i verden. Ingen taler til os. Ingen liker vores liv. Vi er alene og føler os mere alene end nogensinde i præcis dét øjeblik.

Jeg tænker, at vi i disse år har så travlt, at vi fuldstændig har glemt, at en sådan følelse af forbigående ensomhed eller stilhed ikke er noget negativt. Det er tværtimod i den midlertidige ensomhed, vi erkender behovet for og nødvendigheden af dybe og stærke relationer til andre, og det er i stilheden, at vores hjerne får ro til at overveje, hvad vi virkelig har lyst til, når verden igen giver lyd.

Indenfor innovation og organisationsudvikling, som jeg beskæftiger mig med til daglig, ved man, at man for virkelig at kunne sætte tempoet op, først må sætte det ned. Tilsvarende ved man, at kun en afslappet hjerne for alvor kan gentænke verden. Det er ganske enkelt umuligt for alvor at tænke nye tanker i det arbejdsmodus, som vores hjerner for det meste befinder sig i på den typiske danske arbejdsplads.

Jeg beklager her afslutningsvis ikke at kunne levere det enkle svar på, hvad vi bør gøre ved ovenstående udfordringer. Hvad jeg er sikker på er, at vi er nødt til at tage det langt mere alvorligt, end vi gør lige nu.

Jeg synes, at de tre nævnte eksempler fra Storbritannien, Japan og Apple viser, hvor langt det efterhånden er kommet ud. Jeg tænker derfor også, at modsvaret er nødt til at være tilsvarende stærkt.

MÅSKE MODREAKTIONEN og modbevægelsen paradoksalt nok er nødt til at starte via de kanaler, vi er blevet så afhængige af og derfor i sidste ende er nødt til at bryde med. Jeg vil gå så langt og påstå, at vi som mennesker ikke har andet valg end den midlertidige ensomhed og stilhed, hvis vi fremover vil leve et liv i kontakt med os selv.

Jeg erkender imidlertid også, at afhængigheden af modsætningerne til stilhed, offline og nærvær er blevet så stærk, at vi formentlig kun kan formå at starte oprøret igennem de selvsamme ting, der er brug for et opgør med. Det er på mange måder det moderne menneskes største paradoks og udfordring her i 2018.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.