Signe Munk er sygeplejerskestuderende og Næstformand i SF. Hun har haft sin politiske opvækst i kommunalpolitik, da hun som blot 19-årig indtog en af pladserne i Viborg Byråd. Her arbejdede hun for at udvikle og styrke den borgernære velfærd i en tid, hvor pengene var få og de blå var mange.
Signe skriver om velfærdsdanmark under udvikling og afvikling – altid med en ambition om at finde veje for velfærden med trygheden og fællesskabet i behold. Foruden et stærkt fokus på at skabe velfærd for borgerne, er Signe optaget af arbejdsvilkår, faglighed og hverdagen for de mange ansatte i det offentlige. Signe vil desuden bruge sin blog til at afsløre højrefløjens nedskæring, som pakkes ind i smarte reklameord.
KÆRE S, DF OG V
I dag har jeg været på mit dejlige sygeplejestudie. Og I dag taler I for en lov, som vil umuliggøre det i fremtiden. Jeg er nemlig en af dem, I vil ramme – en af dem, som har taget en dobbeltuddannelse. Jeg tog først en bachelor i statskundskab, indså at det ikke var det rigtige, og så startede jeg på sygeplejestudie. Det bedste valg, jeg har gjort i mange år, og hvor var det heldigt, jeg nåede det inden jeres lov! Men alligevel er jeg bekymret.
Jeg er bekymret for alle de andre unge, som I fratager den mulighed at kunne uddanne sig om igen. Det gør mig bekymret, at I vil forlange, at unge i fremtiden skal ramme rigtigt i første hug, ja, nærmest vide i 9.klasse, hvad de vil resten af livet, og hvor der er arbejde at finde. Det bekymrer mig, at I mener, det er spild af samfundets penge, at vi tager en uddannelse, som vi er glade for, og som der er brug for. Jeg troede, at I også mente, at uddannelse og viden er et grundelement i den danske økonomi.
Jeg håber, at I indser, at I begår en fejl med det forslag, som behandles i Folketingssalen i dag. Her er min historie i hvert fald.
JEG GIK UD af gymnasiet i 2009. Jeg fik fortalt, at universitetet var noget for mig. Det sagde mine forældre, mine lærere, og mine venner i SF ungdom styrede næsten alle mod universitetet i både Århus og København. Det samme gjorde jeg. Dog arbejde jeg et år i hjemmeplejen. Men ikke længere, fordi det var vigtigt at komme i gang med uddannelse.
Jeg læste i tre år på AU, og samtidig sad jeg i Viborg byråd. Undervejs opdagede jeg, at politik var noget jeg holdt af, men egentlig ikke ville uddanne mig i. Jeg opdagede, at grunden til jeg nok havde været så glad for mit arbejde i hjemmeplejen var, at jeg var bedst til et job med bevægelse, umiddelbare reaktioner og samarbejde med mennesker. Så jeg besluttede mig for at stoppe – dog først efter min bachelor var hus, fordi jeg altid fik at vide, at det var bedst at gøre det færdigt, man var begyndt på.
JEG TOG UD og arbejdede i et halvt år og tog på selvbetalt højskole for at rense hjernen. Så arbejdede jeg to år fuld tid for SF. Betalte med glæde min skat og bidrog til fælleskassen. I sommer besluttede jeg mig for, at tiden var inde til at søge ind på sygeplejestudiet - fordi jeg nu var sikker i min sag. Godt jeg ikke ventede et år mere, for så var det ikke en mulighed.
Nu er jeg så på SU og tager min anden bacheloruddannelse, og jeg beklager dybt, at jeg koster samfundet en uddannelse mere. Men jeg har bidraget og vil bidrage i mange år. I siger, at I vil modvirke evighedsstuderende med den nye lov. Men det ikke en mulighed i dag. For det koster altså også noget for mig at studere på anden omgang. Jeg har f.eks. ikke SU nok, så jeg må låne til mindst det sidste halve år - og ekstra SU-lån for at få råd til bo i København.
JEG HAR LAVERE indtægter, end hvis jeg var forsat i arbejde - der er altså langt fra SU til den løn, jeg har fået før. Til gengæld tager jeg en uddannelse, samfundet har brug for. Der er mangel på sygeplejersker og holder fremskrivningerne på pensionsalderen, må jeg gå, når jeg 72 år. Jeg kommer derfor til at få rigtig mange år på arbejdsmarkedet, så fortvivl ikke - samfundet skal sgu nok få deres penge igen.
Men nu lukker I den mulighed for unge, som jeg har fået glæde af. I risikerer at dræbe unge menneskers følelse af et velfærdssamfund, der giver muligheder. I risikerer, at en masse unge ikke tør gøre deres uddannelse færdig af frygt for at lukke muligheder. I risikerer at sidde med en masse djøf’ere, der kunne have været sygeplejesker, men som I ikke gav lov. For jeg er ikke den eneste, der kan skifte mening.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.