Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
DET ER en kold tid, vi lever i, hvis du lever på bunden af det danske samfund. Julen er ikke specielt meget hjerternes tid for de 62.073 børn, der vokser op i absolut fattigdom, fordi deres forældre er ramt af kontanthjælpsloftet.
De børn skal kigge langt efter pakkekalender, adventsgaver og bunker af gaver under juletræet. Og selv om medierne på denne årstid ynder at bringe sukkersøde historier om danskernes gavmildhed ud i julehjælp, forslår julekurve og andre almisser som en skrædder i helvede.
Kontanthjælpsloftet har i gennemsnit kostet en enlig forsørger 2.900 kroner om måneden – svarende til 34.800 kroner om året. Det er forskellen mellem tomme maver og sult. For tiden før kontanthjælpsloftet var heller ikke en dans på roser, kun torne.
Den eskalerende børnefattigdom i Danmark er symbolet på velfærdssamfundets absolutte fallit. Danmark anno 2017 minder mere og mere om Danmark i 20’erne og 30’erne. Solidaritet, socialt sikkerhedsnet og medmenneskelighed er blevet erstattet af egoisme, og enhver er sin egen lykkes smed, mens der er fest i overklassen.
I DET Danmark, du kender, er kynisme, grådighed og skattelettelser sat i system. Næstekærlighed er erstattet af næstehad. Hverdagssolidaritet er erstattet af hverdagsgrådighed. For overklassen og deres køberegering og købepartier er fast besluttet på at forvandle Danmark til en nordisk udgave af Caymanøerne.
Overklassen ved imidlertid godt, at deres rå grådighed bliver nødt til at blive pakket ind. Så de synger deres klagesang om, at der ikke er råd til velfærd, ordentlig løn til lønarbejderne eller et socialt sikkerhedsnet. Vi skal arbejde længe hver uge og længe hele livet for at undgå den sociale massegrav, lyder deres løgnagtige fortælling.
Overklassen har i modsætning til arbejderbevægelsen masser af forslag til omfordeling. Forslagene er blot til fordel for de rige og for erhvervslivet. Det har de haft, siden den store omfordeling startede i begyndelsen af 1980’erne. De formuleres af borgerlige partier, neoliberale tænketanke og erhvervsorganisationerne.
DE ER ikke blege for at sætte sig store mål for omfordeling af enorme milliardbeløb. Og de er dygtige til at få dem igennem og til at udnytte krisesituationer til voldsomme angreb på velfærd og lønninger, som det skete efter finanskrisen i 2008. Men de er også dygtige til at få Socialdemokraterne og fagbevægelsens ledere til at acceptere nødvendighedens politik, velfærdsnedskæringer og fortsætte deres plan, ja endda være en del af dem.
Aktuelt domineres den politiske og samfundsmæssige debat af Lars Løkkes 2025-plan, som vil omfordele 65 milliarder kr., mens DI’s 2025-plan sigter på at omfordele 130 milliarder. Cepos vil maksimere fuldstændigt for de rige og kræver fx 59 mia. kr. i direkte skattelettelser.
Så det er ikke, fordi der ikke er råd. Det ved overklassen godt. Der skal bare ikke være råd til gratis sundhed, uddannelse og socialt sikkerhedsnet. Der skal kun være råd til, at overklassen kan blive endnu rigere, købe flere luksusbiler, privatfly og penthouse.
Den voksende ulighed i indkomster er taget voldsomt til de seneste 25 år, hvor overklassen er stukket helt af. Forskellen på rig og fattig er vokset uafbrudt siden 1994. Så overklassens plan virker efter hensigten. Og derfor kæmper regeringen med næb og klør for at sikre en skatteaftale med skattelettelser i milliardklassen.
For den mest ulighedsskabende ændring er også den mest skjulte.
- DET ER mange bække små. Skattereformerne har hver for sig en lille effekt på uligheden, men når man lægger det sammen, løber det op. En af de helt store og oversete ulighedsskabere er, at man har indført en langsommere regulering af satserne for sociale ydelser. Den betyder, at for eksempel kontanthjælpen ikke helt følger med lønudviklingen. Mennesker på overførselsindkomst får altså ikke del i den økonomiske fremgang, som folk med arbejde får, og det øger uligheden over tid. Det er en ganske langsom, men sikker udhuling af velfærden”, sagde samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen til Magisterbladet, 2017
Derfor er det udtryk for overklassens hykleri, når erhvervschefer samler millioner af kroner ind til fattige børn i København og Randers, når det er overklassens krav om mere rigdom, flere skattelettelser og flere fattiggørende reformer, der er årsagen til, at 62.073 børn skal vokse op i absolut fattigdom, fordi deres forældre er ramt af kontanthjælpsloftet.
Spørgsmålet er, hvorfor der overhovedet igen opstår børnefattigdom i Danmark? Svaret er overklassens grådighed. Hvis julen virkelig var hjerternes fest, så ville der rejse sig et folkekrav om at fjerne fattigdom fra jordens overflade. Børn der vokser op i fattigdom, har ikke brug for almisser til jul, men et værdigt liv for dem selv og deres forældre i hele deres opvækst.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.