Karsten Hønge er beskæftigelsesordfører for SF. Han udlært tømrersvend og arbejdede i en længere årrække på forskellige byggepladser. Han er også tidligere fagforeningsformand gennem 16 år. Karsten vil især skrive om vilkårene på arbejdsmarkedet – altid med udgangspunkt i dem, som har mindst.
UBER LUKKER OG SLUKKER i Danmark, og tak for det.
Der er bare en ting at sige: Go’ tur hjem! Kom gerne igen, når I har respekt for det danske arbejdsmarked med ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og når I vil betale skat til velfærdssamfundet. Jeg vil savne Uber på samme måde, som man kan savne en byld på storetåen. Vi vil have fair konkurrence om jobs, så danske lønarbejdere har en chance. Og vi vil have fair konkurrence mellem firmaerne, så de seriøse også kan klare sig.
TEKNOLOGI OG INNOVATION DRIVER vores samfund frem. Det har gjort arbejdet lettere og langt mere sikkert for alle lønmodtagere. Det har skabt nye jobs, ny produktion og nye løsninger, som vi nyder stort gavn af i dag.
Men højrefløjen bruger teknologi og innovation som en murbrækker til at tilsidesætte ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det holder slet ikke. Teknologi og innovation og ordentlige løn- og arbejdsforhold er ikke hinandens modsætninger. De er hinandens styrke.
JEG VIL GERNE ROSE UBER for deres koncept. Det er smart, at man kan bestille sin taxa via en app på sin telefon. Men det bliver lidt for smart, når den billige pris og de store profitter kommer af, at man sparer på lønnen og arbejdsforholdene til de ansatte.
For nylig blev et stort flertal i Folketinget enige om en taxalov, som gav plads til Uber på det danske marked. Men det viser måske Ubers sande ansigt? Uber kunne bruge den nye taxalov, til at være på markedet med gode arbejdsforhold for de ansatte, sikre forhold for kunderne og med skattebetalingen på plads. Men det nægter de – de insisterer på at fortsætte som en snylter på samfundet.
SÅ DET BLIVER ET FARVEL OG TAK til Uber. Ud af Danmark og tilbage til lande, hvor der hersker det vilde vesten, løn-dumping og grådighed på arbejdsmarkedet.
Det gider vi ikke have her til lands.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.