SF-profil: Fremtiden tilhører centrum-venstre

Karsten Hønge er beskæftigelsesordfører for SF. Han udlært tømrersvend og arbejdede i en længere årrække på forskellige byggepladser. Han er også tidligere fagforeningsformand gennem 16 år. Karsten vil især skrive om vilkårene på arbejdsmarkedet – altid med udgangspunkt i dem, som har mindst.

"BREAK ON through to the other side, break on through to the other side” lyder det I en gammel rocksang. Og det er netop, hvad vi skal! Både ved at bryde ind i et nyt år, og ved at centrum-venstrefløjen i 2019 forhåbentlig bryder igennem ved valgene til Folketinget og Europaparlamentet. Vi går et forrygende år i møde, hvor centrum-venstre og fagbevægelsen kan sætte solide fodaftryk på udviklingen i Danmark og EU.

Der er nok at tage fat på, når vi ser, at den populistiske højrefløj med stor succes lefler for almindelige lønarbejdere, og at de har fået fodfæste i en række lande. I Danmark er Dansk Folkepartis appel til kortuddannede et alvorligt ”wake up call”, som stiller krav til centrum-venstre og fagbevægelsen om at vinde større tillid i den brede befolkning.

DET HANDLER om kamp mod ulighed og mod privilegiesamfundet. Centrum-venstre og fagbevægelsen skal puste håb om forandringer ind i mennesker ved at samle sig om løsninger på de problemer som påvirker dagligdagen for så mange. Jeg vil foreslå, at vi samles om disse pejlemærker:

  • Vi stopper skredet mod ulighed. Siden 2010 har de 10% rigeste fået 65.000 kr. mere om året, mens de 40% med de laveste indkomster har fået 3000 kr. Der er også stor ulighed i adgang til uddannelse og sundhed. Uligheden vokser i hele Europa, også i Danmark
  • Social dumping spreder sig på arbejdsmarkedet som ukrudt i en forårsvarm have. Uanset i hvilken form den viser sig, skal vi hele tiden være over det med hakkejernet. EU og den internationale fagbevægelse er dele af løsningerne
  • Holdbare løsninger til de mange som ikke kan fortsætte med at arbejde frem til en stadig højere pensionsalder. Bedre muligheder for de fysisk eller mentalt nedslidte for at stige elevatoren, så alle får mulighed for nogle værdige seniorår
  • Bedre muligheder for fleksjob og førtidspension. En mærkbar reform af reformen skal række en hjælpende hånd til de syge, sårbare og udsatte
  • Dårligt arbejdsmiljø koster samfundet milliarder hvert eneste år, og arbejdsgiverne skal holdes ansvarlige. Vi skal vende skuden så alle får et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Herunder faste høje bevillinger til Arbejdstilsynet
  • Alle skal have adgang til voksen- efter og videreuddannelse gennem hele livet.
  • Vi investerer i uddannelse. I dag får ca. 17% ikke en ungdomsuddannelse. Mange flere skal have en erhvervsuddannelse af høj kvalitet. Ægte garanti for praktikpladser.
  • Dagpengene skal have en højere dækning, ellers vil utrygheden brede sig. Vi risikerer en privatisering, og at A-kasserne undergraves
  • Vi skal styrke det regulerede, organiserede og civiliserede arbejdsmarked. ”Den Danske Model” med både tryghed, fleksibilitet og dynamik kan kun eksistere med stærke faglige organisationer. Derfor skal kun de organisationer som tegner overenskomster for medlemmerne have mulighed for skattefordelen ved at trække kontingent fra i skat
  • Initiativer der heler vores delte byer. Mange steder er de i dag knækket over med særlige udsatte boligområder med høj arbejdsløshed, mens middelklassen og overklassen bor afsondret i andre. Vi vil et Danmark, der hænger sammen, for det er fundamentet for et velfærdssamfund med solidaritet
  • Væk med fattigdomsydelserne. Loft over kontanthjælp og den nye lave ”Hjemsendelses- og integrationsydelse” skaber fattigdom, apati og opgivenhed. Det er en fin ide, at nedsætte en kommission, der skal undersøge de forskellige ydelser, og deres indbyrdes samspil. Den kan gå i gang med arbejdet, men en ny regering skal straks fjerne fattigdomsydelserne

 

Almindelige mennesker har ret til et liv i tryghed. Trods den relativ gode beskæftigelse viser flere undersøgelser, at utrygheden har sneget sig ind i mange lønarbejderhjem. Frygten for ikke at kunne klare nye udfordringer på jobbet, at arbejdspladsen lukker, at man ikke kan arbejde frem til pensionsalderen, at sikkerhedsnettet omkring førtidspension og fleksjob ikke er godt nok, at dagpengene ikke giver den nødvendige forsikring ved arbejdsløshed og så videre.

CENTRUM-VENSTRE OG fagbevægelsen skal give kampgejst. Vi kan faktisk flytte udviklingen, hvis vi vil, hvis vi tør og hvis vi står sammen. Når vælgerne gennem et brutalt arbejdsliv oplever virkeligheden som et råt klassesamfund, skal netop venstrefløjens politikere selvfølgelig tale om klasseskel, social dumping, job og uddannelse til alle, lighed og bedre velfærd. Vi orker ikke politik, hvor eliten sjovt nok altid ender med at flyde ovenpå.

Venstrefløjen skal give svar, som puster håb ind i almindelige menneskers liv. Der er ikke noget galt med ”populisme”, hvis det handler om at være i øjenhøjde med vælgerne og formulere politik ud fra den virkelighed som de lever i. Venstrefløjen har for ofte været bedrevidende og belærende, lad os lægge det bag os i 2019.

Det viser sig, at moderne og folkelig politik måske også handler om noget så gammeldags, som at søge tilbage til de røde rødder. Vælgerne forstår og accepterer kompromisser. Men hvis kompromisser ender med at blive selve politikken, skaber det forvirring, skuffelse, apati og politikerlede. Lad os være helt klare om det reelle landskab, som en ny rød-grøn regering skal operere i. Vi skal lære af erfaringerne fra regeringstiden med S, RV og SF. Forventninger skal afstemmes, så vi undgår den evige diskussion om løftebrud.

DER ER nogle erfaringer fra udlandet, som giver håb om, at centrum-venstrefløjen får fremgang gennem bedre tag i ungdommen og den kortuddannede lønarbejder. Til gengæld gør det ondt helt ned i tæerne, når højrepolitikere som Trump, Le Pen, Nigel Farage og Kristian Thulesen Dahl højstemt taler om at forsvare arbejderklassen og de socialt udsatte. Deres sorte, kortsigtede og fordummende nationalisme er en blindgyde. Vi kender den vej og ved, at det fører til splittelse og tilbagegang. Been there, done that. Det er fagbevægelsen, der sammen med centrum-venstre skal bygge broen mellem de frustrerede kortuddannede og en progressiv solidarisk politik.

Vælgerne trækker hårdt i hver sin retning. En isnende kulde kommer fra den hadefulde populistiske højrefløj, mens ungdommen samtidig blæser ny luft i centrum-venstrefløjen. I USA kunne mange entusiastiske unge netop ”feel the Bern”. 63 % af de britiske vælgere mellem 18 og 34 stemte på Labour. Og det var ikke et defensivt halvblegt lyserødt socialdemokrati, men et parti med et valgprogram, som var klasse- og klokkerent rødt. Et venstreorienteret parti, som ikke var bange for sin egen skygge.

”For the many, not the few” lød overskriften på Labours valgkamp i Storbritannien. Mange, herunder ledende danske socialdemokrater, dømte venstrefløjslinjen død, begravet og fortid. Men lige som i USA med Bernie Sanders og Melenchon i Frankrig ville vælgerne det anderledes. Mange mennesker, og især unge og kortuddannede lønarbejdere, foretrækker en ren røv at trutte i. At man skal kunne se, høre og føle forskellen mellem venstre og højre. At det varme vand skal være varmt, og det kolde koldt.

Det politiske indhold kan ikke stå alene eller adskilles fra de politikere, som repræsenterer partierne. Analysefirmaet Interresearch undersøgte for nogle år siden befolkningens holdning, og 70 % ønsker politikere, der i højere grad ligner dem selv. 68 % af de adspurgte mener, at politikerne kender for lidt til almindelige menneskers hverdag, og 55 % mener, at der burde være flere faglærte og ufaglærte i folketinget.

Centrum-venstrefløjen skal målrettet arbejde på at ændre den ekstremt skæve sociale rekruttering af politikere, og samtidig stå for en klar politik og klar tale. Det hænger sikkert oven i købet sammen. Men hvor er fagbevægelsen? 2019 kan blive året, hvor både lokale fagforeninger, forbund og den nye hovedorganisation træder i karakter, og aktivt arbejder for at give Folketinget en bedre social balance.

HVIS DEN samme tydelige skævhed slog igennem for kvinder eller unge, ville vi stå over for et oprør, og alle ville beskæftige sig med det ”demokratiske underskud”. Politiken og Information ville udkomme med ekstraoplag med lange analyser af denne demokratiske uretfærdighed. DR2 ville lave temaudsendelser fire lørdage i træk med alverdens forskere, eksperter og politikere for at finde veje ud af den helt uholdbare situation, hvor selve hjertet i demokratiet er på spil. Men nu handler det jo også bare om almindelige lønarbejdere, og så sker der meget lidt. Her har centrum-venstre, men især fagbevægelsen, en helt unik rolle at spille.

2019 betyder valg til Europaparlamentet, og dermed enestående muligheder for at sætte sociale og arbejdsmarkedsforhold på dagsordenen. Den frie bevægelighed skal ændres til at være fair bevægelighed, for der er intet socialt ved social dumping. Lønmodtagerne skal stå stærkere overfor arbejdsgiverne og forbrugerne skal stå stærkere overfor firmaerne.

Men i spørgsmålet om EU, må vi også bare erkende at centrum-venstre er splittet. Den yderste venstrefløj med Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU arbejder for at få Danmark ud af EU, mens resten af fløjen ønsker at udvikle EU i en progressiv retning. Billedet overalt i resten af Europa er, at højrefløjen fører an i modstanden mod EU, og det ses tydeligt i UK og Frankrig.

JEG SYNES ikke, at der er noget som helst attraktivt ved et Danmark udenfor EU. Se bare på udviklingen i Storbritannien, hvor udmeldelsen får barske konsekvenser, især for de almindelige mennesker. Eliten skal nok klare sig. Da resultatet af afstemningen lå klar, og Brexit var en realitet, udspandt der sig et forunderligt, nærmest lidt syret, teater i Danmark. Enhedslisten, Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti dansede kædedans i fælles glædesrus. Selv om verden har forandret sig fundamentalt, står de fast på gamle støvede meninger fra vi blev medlem i 1973.

Enhedslisten var hurtig på aftrækkeren, og i ren jubel foreslog partiet, at også Danmark skulle stemme om forholdet til EU. I national selvglæde gik forslaget på, at vi selvfølgelig skulle stemme på Grundlovsdag! Enhedslisten spillede på alle nationalromantiske strenge. Det skulle finde sted i 2017, men vi har ikke endnu set et konkret forslag i Folketinget om en afstemning om EU. Måske er Enhedslisten blevet skræmt af udviklingen i Brexit-farcen? Men deres mål er fortsat at få Danmark ud af EU. Jeg mener, at det er fuldkommen perspektivløst. Fagbevægelsen går forhåbentlig fuldtonet ind i valgkampen med forsvar for medlemmernes interesser, som vil betyde en ”social protokol” i EU.

Når landene går i forsvarsposition, og ruller sig sammen om sig selv som pindsvin, har den snæversynede nationalisme sejret. Som venstreorienteret vil jeg en anden vej. Der skal udvikles muligheder for, at landene kan være medlemmer på flere måder, og vi skal bestemt ikke lægge os fladt ned for alt muligt, der kommer fra Bruxelles.

Et større renoveringsprojekt ligger foran os. EU skal være mere demokratisk, gennemskuelig og folkelig. Lønarbejdernes forhold skal forsvares gennem omfattende indsatser mod social dumping, sparepolitikken skal skrottes, finanspolitikken skal skabe jobs, virksomhedernes skattebetaling skal holdes i kort snor, forbrugernes interesser skal stå over firmaerne og kampen mod klimaforandringerne skal øverst på dagsordenen. For bare at nævne nogle områder.

OM DET bliver til virkelighed afhænger af styrkeforholdet mellem de politiske strømninger. Det er noget rundforvirret sludder, når EU udstilles som en konstruktion, der i sit dna er forprogrammeret med liberalisme og føjelighed over for store virksomheder og lobbyister. Jeg savner i den grad, at den europæiske venstrefløj og grønne bevægelser kan stå sammen med fagbevægelsen om at skabe håb om en moderne progressiv udvikling i Europa.

Når man spørger efter alternativer til EU, synger den yderste venstrefløj en sang fra de varme lande. Om at være åbne til alle sider og med fuld suverænitet til hvert enkelt land. Men det er netop ved at give suverænitet til et fællesskab, at samarbejdet får de nødvendige muskler. FN, Nordisk Råd og Europarådet er udmærkede institutioner, men ikke i nærheden af at have potens og vilje.

Den ene dag skal suveræniteten forsvares til sidste skanse i Dybbøl, og EU skal fylde mindre. Den næste bliver EU anklaget for ikke gøre nok. Denne politiske svingom med tilhørende fraser og populistiske slagord danser den yderste venstrefløj med det nationalistiske højre.

Kom nu venstrefløj, grønne bevægelser og fagbevægelse! Rejs håb, og vis en anden vej for Europa. Godt nytår, og lad os ”breake through to the other side”.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.