Blog

Af Lisbeth Riisager Henriksen

Om Lisbeth Riisager Henriksen

Cand.mag., forfatter og redaktør af bogantologierne "Hvad i alverden er meningen?" (2011) og "Et liv i andres hænder" (2014).

Denne blog er et indspark i samfundsdebatten med særligt fokus på forhold, der berører syge mennesker og mennesker med handicap. Den handler om socialpolitik, beskæftigelsespolitik, og sundheds- og handicappolitik.

OVERGREB OG FORBRYDELSER mod mennesker kan være så voldsomme, at ingen, der ikke ser dem med egne øjne, vil tro på, at de finder sted. Det er en psykologisk lovmæssighed, som stiller ofre for ekstreme forbrydelser endnu mere dårligt, når det kommer til at dokumentere overgrebene og gøre offentligheden bekendt med dem. Som regel er både ofre og bødler meget bevidste herom.

Simon Wiesenthal, en af de få overlevende fra kz-lejrene under Anden Verdenskrig, beskriver dette i sin biografi Morderne iblandt os (originaltitel: The murderers among us) fra 1967. Han fortæller, at SS'ere hånligt fortalte fangerne, at de ikke skulle regne med at blive troet på, skulle de være så heldige at overleve koncentrationslejrene og efterfølgende bære vidnesbyrd derom. For nazisterne ville sørge for at destruere alt bevismaterialet sammen med de døde og benægte alt. Og skulle enkelte spor alligevel blive tilbage og enkelte af de tilfangetagne overleve, så ville folk simpelthen finde det for uhyrligt og ubehageligt at tro på, hvad de ville fortælle. Derfor ville nazisterne kunne diktere historieskrivningen om denne periode.

Men ikke blot vidneudsagn om uhyrlighederne i kz-lejrene ville ikke blive troet. Også det, som skete i blandt andet anstalterne for mennesker med mentale handicap, ville ikke blive troet. Forbrydelserne var så enorme, at ingen troede på det, da nazisterne begyndte at udrydde jøderne og andre grupper systematisk, fortæller også en anden af de overlevende fra kz-lejrene, Primo Levi.

Det gør han i sin essaysamling De druknede og de frelste (oprindeligt udkommet på italiensk under titlen I sommersi è i salvati i 1986). Her ser han med flere årtiers afstand tilbage på sin tilfangetagelse i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz, som han har skrevet om i bogen Hvis dette er et menneske (originaltitel Se questo è un uomo) fra 1947. "SS-kommandoerne og sikkerhedstjenesten gjorde sig de største anstrengelser for at ingen vidner skulle overleve", påpeger han i sit forord.

Læs også:

Blogger: Kun totalitære regimer fratager befolkningsgrupper retten til selv at bestemme bopæl

En del af systematikken fra nazisternes side var, at overgrebene mod jøderne og de øvrige undertrykte grupper ikke skete på en gang. Man begyndte med det såkaldte eutanasiprogram T4, hvor mindst 70.000 tyskere med sindslidelser eller handicap i 1939-1941 blev gasset, udsultet, skudt eller fik dødbringende indsprøjtninger. Også i nogle af de besatte lande mistede mennesker livet som følge af dette program. Overgrebene mod jøderne begyndte med eksklusion, særlovgivning, fyringer fra embeder, frarøvning af ejendomme og ejendele, ghettoisering. Så fulgte senere deportationer, arbejdslejre, udryddelseslejre.

Ingen fik noget at vide. Nazisterne sørgede for at fjerne næsten alle beviserne for udryddelsen og at omtale den med eufemismer, det vil sige forskønnende kodesprog.

PRIMO LEVI SKRIVER derfor i sin essaysamling, at den manglende udbredelse af sandheden om kz-lejrene er én af tyskernes største kollektive forbrydelser: "Den egentlige forbrydelse, den kollektive, generelle forbrydelse som næsten alle tyskere begik, var at de ikke havde mod til at tale".

Derfor har overlevende som Simon Wiesenthal og Primo Levi gjort meget ud af at bære vidnesbyrd om det, man gjorde imod dem og alle de øvrige jøder og andre grupper af ofre. De har set det som en livsopgave at bringe ofrene og bødlerne ud af glemslen og at være ofrenes og menneskehedens hukommelse. En hukommelse, der fortæller om den faktiske, brutale virkelighed, og som ikke trækker noget fra uhyrlighederne. Og deres vidnesbyrd fik, imod nazisternes trusler, stor betydning for historieskrivningen om denne periode og retsopgøret deraf. Primo Levi opsummerer sit ærinde i konklusionen på De druknede og de frelste således: "Det skete, derfor kan det ske igen; og det er kernen i hvad jeg har at sige."

DET ER I DAG POLITISK UKORREKT at påpege, at der er forhold, der ligner nogle af nazismens overgreb mod mennesker. Man skal ikke ”trække nazi-kortet”, og de, som gør det, bliver som regel offentligt korrekset.

Men hvis vi nu alligevel vover at erindre historien, så er det de samme psykologiske og strukturelle lovmæssigheder, der muliggjorde holocaust, som muliggør inhuman behandling af syge borgere i ressourceforløb og andre dele af beskæftigelsessystemet den dag i dag. De konkrete eksempler er legio og allerede velbeskrevne, så dem vil jeg ikke gentage her.

Men vi ser for det første et lignende ubehag fra de store medier over for at blive konfronteret med og at konfrontere de politiske forringelser af vilkårene for syge og den mishandling, som mange syge borgere erfarer i kommuners greb. Og vi ser for det andet, at man har sat uværdig behandling af syge mennesker i system ved lovgivning og forvaltningspraksis, som ingen forvaltning eller regering mener at have ansvar for at ændre eller tage afstand fra.

Det første: Meget længe ville de fleste medier og den brede del af befolkningen simpelthen ikke tro på det, vi fortalte dem om konsekvenserne af blandt andre reformerne (læs: forringelserne) af førtidspension og fleksjob (herunder ressourceforløb), sygedagpenge og kontanthjælp. Og det var næsten umuligt at få taleret om, hvis man repræsenterede nogle af de reformramte.

Læs også:

Blogger: Syge skal ud af beskæftigelsespolitikken

Først efter mange, mange vidnesbyrd om helt uacceptabel sagsbehandling af meget syge borgeres sager, herunder udsagn fra både borgere, læger, advokater, socialrådgivere med flere om sagsbehandling, der i nogle tilfælde ligner tortur, er det lykkedes at trænge igennem til nogle af medierne om nogle af disse forhold.

Det andet: Der er kun ét forhold, der er endnu værre end dét, at dele af medierne ikke har villet fortælle om den uværdige behandling. Det er, at de, der har det politiske ansvar for uværdig behandling af syge og den politiske magt til at ændre forholdene, igen og igen har afvist at gribe ind eller har forhalet det.

Politikere fra forligspartierne og i de kommuner, hvor man mishandler syge borgere i sagsbehandlingen, forsøger stadig i det store hele at tale det ned, trække fra, bagatellisere og forskønne. Man kaster ansvaret fra sig. Således også den fjerde beskæftigelsesminister siden 2012, Troels Lund Poulsen (V), som bagatelliserer det, der ligner tortur i forbindelse med ressourceforløb, og kalder det en "børnesygdom" i en ellers i alt væsentligt god reform. Sådan en underdrivelse er en hån imod dem, som det er gået ud over, enten de nu er levende eller døde.

DET ER UACCEPTABELT, at man på det højeste politiske niveau (her Folketing og kommunalbestyrelser og kommunaludvalg) igen og igen viser uvilje til at rette op på de systemiske strukturer og den lovgivning, som påfører syge mennesker så uværdig behandling. Senest i forbindelse med det lovforslag om en påstået ændring af reformen af førtidspension og fleksjob, der for øjeblikket behandles i Folketinget.

Det lovforslag indeholder så kosmetisk små ændringer, at det er en ren skinmanøvre at kalde det en forbedring af noget som helst. Hvorfor udsætter beskæftigelsesministeren og forligskredsen fortsat de store og reelle lovændringer, der kunne redde liv og give dokumenteret syge borgere uden arbejdsevne en tålelig og værdig tilværelse?

Når man er vidende om så alvorlige systematiske uretfærdigheder og krænkelser af den menneskelige værdighed, ja, når man endog selv er medansvarlig for lovgivningen herom, og man så fortsætter med at trække tiden ud, så er det et alvorligt og forstemmende svigt af mennesker i nød. 

Det er på høje tid at ændre på de allerede velbeskrevne, uværdige forhold, som man har sat i system med lovgivningen om førtidspension, fleksjob, ressourceforløb, sygedagpenge og kontanthjælp og med grænsesøgende forvaltningspraksis i mange kommuner. Det største og øverste ansvar ligger nu engang hos regeringen og forligspartierne.