Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen erkender at have haft en depression. Det ville være smukt, om han ville aflyse Socialdemokratiets stakkelhad og opfordre sit parti til at komme med ændringsforslag til de plagsomme beskæftigelsesreformer, som de selv bærer et stort medansvar for.
VI HAR I DE seneste år set en stigende politisk foragt over for den svagt stillede i samfundet og en beundring af det stærke, robuste og konkurrencedygtige menneske.
Den foragt er Socialdemokraterne (som efter 2016 igen hedder Socialdemokratiet), Radikale og SF på mange måder gået forrest med at vise blandt andet via reformerne (dvs.: forringelserne) af førtidspension og fleksjob (herunder indførelse af ressourceforløb), sygedagpenge og kontanthjælp (den første) under Helle Thorning-Schmidts regeringstid.
Venstre, Konservative og Liberal Alliance har støttet alle disse reformer og blandt andet fulgt dem op med yderligere reformer af kontanthjælpen, herunder indførelse af kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen (navn nu ændret). Dertil kommer reformer af klagesystemet og af refusionssystemet i kommunerne.
I 2017 kom Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen for skade at udtrykke denne foragt i et stort anlagt interview i Berlingske Tidende, ganske vist camoufleret som det modsatte. Han sagde: "Går vi videre med reformer af arbejdsudbuddet, overskrider vi grænsen og bliver "stakkelhadere"."
Her udviste han i virkeligheden foragt for de syge ”stakler”, som er blevet pint og plaget under Socialdemokraternes reform-amok. Hans kommentar til reformkursen var, at Socialdemokratiet ikke ville lade de ledige ”… ”pines og plages” yderligere” (min kursivering). Underforstået: Det var okay af plage dem så voldsomt, som deres egne reformer havde ført til, bare man ikke gjorde endnu mere!
I JANUAR 2019 har Ekstra Bladet afdækket, at samme Sass Larsen har pjækket fra en række højt betalte statsrevisormøder i efteråret 2018 og i januar 2019, mens han dog godt har kunnet finde ud af at hæve lønnen fra Folketinget. De har også afdækket, at han i samme periode har deltaget i en række tv-optagelser på TV2.
Han har efterfølgende fortalt pressen, at grunden hertil var en depression. Han har gået til psykolog, siger han. Og Socialdemokratiet har klaget over Ekstra Bladets mediedækning af Sass Larsen, som ifølge dennes egen opfattelse ligner ”forfølgelse”.
Men hvorfor havde han så ikke meldt sig officielt syg, mens, han hævder, han var det? Var machomanden Sass i virkeligheden bange for at komme til at ligne en ”stakkel” – den slags mennesker, som han og hans parti hader?
NÅR JEG NÆVNER denne sag, er det ikke for at gøre mig til dommer over, om han var syg eller ej. Det er alene en lægelig opgave. Depression er en alvorlig sag. Hvis man virkelig har en depression, så må man have en lægeattest på det, melde sig syg og få en adækvat lægelig behandling.
Men der er åbenbart forskel på, hvilken behandling Sass Larsen og Socialdemokratiet vil give almindelige borgere under sygdom, og hvilken behandling de selv forventer at få. Der er forskel på rettigheder til orlov under sygdom og pension for politikere på Christiansborg og så på de rettigheder, som gives til, eller forholdes, størsteparten af befolkningen, når det kommer til sygedagpenge og førtidspension.
Det støder manges retfærdighedssans, også min. Og det kommer oven på seks års reform-amok, hvor i titusindvis af mennesker er kommet i klemme i uretfærdige forringelser af sygedagpenge, fleksjob, førtidspension og kontanthjælp og en forringet eller helt fraværende retssikkerhed i de kommunale forvaltninger. Jeg skal i denne sammenhæng erindre læseren om, at mindst 65 personer er afgået ved døden i perioden 1. januar 2013 til primo maj 2016, mens eller lige efter at de har været i ressourceforløb (jf. en opgørelse i Nordjyske fra maj 2016). Siden er der tilkommet flere døde.
Det kommer også ovenpå Socialdemokratiets nylige udspil til en privilegeret, særlig pensionsreform for fysisk nedslidte personer inden for gruppen af Socialdemokratiets potentielle partivælgere. En reform, som ville favorisere personer med et vist antal arbejdsår bag sig frem for dem, der er syge og uarbejdsdygtige, på baggrund af en lægeerklæring og en individuel vurdering uanset antal år og branche.
Og i denne spinmanøvre forbigår Socialdemokratiet – fortsat – fuldstændigt de titusindvis af veldokumenterede syge mennesker ud over vores land, som i årevis fastholdes i jobcentrets ydmygende mølle med ressourceforløb, aktiveringer, nyttejob osv.
MÅSKE ER DET OGSÅ DERFOR, at nogle af medierne og dele af befolkningen har dømt Henrik Sass Larsens opførsel så meget desto mere hårdt. Stor magt medfører et stort ansvar.
Hvis man graver en grav for andre, bogstaveligt eller i overført forstand, så risikerer man en dag selv at falde i den. Eller oversat ind i denne sammenhæng: Hvis man har medvirket til den reform-amok, som har pint livet for eller af mange syge mennesker – man kan kalde det en ny slags Arbeit macht frei eller Vernichtung durch Arbeit (tvangsarbejde, som man dør af) – så risikerer man også en desto mere nådesløs dom fra folkedomstolen den dag, man selv bliver syg eller siger, at man er det.
LAD OS NU SE, hvor megen forståelse Henrik Sass Larsen og Socialdemokratiet op til valget vil udvise for den titusindtallige skare af mennesker, som er syge, arbejdsskadede eller traumatiserede.
Vel at mærke ikke alene for potentielle partivælgere og faggrupper, men for alle dem, som trænger til social sikring via en retfærdig lovgivning om sygedagpenge, fleksjob, førtidspension og kontanthjælp. Uanset om de har arbejdet længe eller kortere tid end de arbejdere, som Socialdemokratiet så gerne prioriterer højere end mennesker, der bliver syge tidligt i livet.
Forhåbentlig er han også lidt taknemmelig for, at han ikke selv er blevet udsat for den lovgivning og det jobcentersystem, som andre syge i befolkningen skal underlægge sig i. Den lovgivning, som han selv er medansvarlig for.
Det kunne være smukt, hvis han med sine nyerhvervede sygdomserfaringer ville pointere over for Socialdemokratiet, pressen og befolkningen, at syge mennesker hverken er stakler eller undermålere. Og det ville være rigtig smukt, hvis han ville gå forrest i partiet med at fastslå, at det nu er på høje tid at ændre de plagsomme beskæftigelsesreformer, som Socialdemokratiet bærer et stort ansvar for.
Han har chancen lige nu, hvor forligskredsen tilsyneladende forhandler om justeringer af reformen af førtidspension og fleksjob. Mon han tør gøre det – eller er han og partiet stadig stakkelhadere?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.