Niddal El-Jabri er stiftende direktør for interesseorganisationen Mino Danmark og sidder bl.a. med i rådgivningsgrupper for Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og uddannelsesminister Merete Riisager. Niddal er optaget af, at Danmarks ”børn” af indvandrere har de bedste forudsætninger for at udleve deres fulde potentiale som borgere i Danmark.
VI BEHANDLER de svageste skidt i disse år.
Der drives politisk heksejagt på hjemløse. Det kan vi da ikke være bekendt. Alt andet end politiske løsninger der kan hjælpe dem, f.eks. gennem de civilsamfundsorganisationer, som er i berøring med dem, er uacceptabelt.
”Shout out” til ”Hjem til alle alliancen”, ”Gadejuristen” og ikke mindst ”Hus Forbi” og de mange andre der måtte være, som jeg ikke nødvendigvis kender, som møder de hjemløse med den værdighed, vi kun kan være dem bekendt.
André er en hjemløs mand, der har holdt til på Købmagergade i København gennem de sidste 4 til 5 år. Beboerne kender ham, og de er glade for ham. Han er nu udvist af København i 3 måneder for at have slået lejr - eller et eller andet politisk opfundet begreb til situationen. Jeg vidste simpelthen ikke, at man kunne blive udvist fra en kommune! Med hvilken hjemmel? Udvist… Det er jo tosset. Der har ikke været en kriminel handling af nogen art.
SAGEN HAR fået mig til at tænke på mine møder med hjemløse. For jeg har aldrig mødt en hjemløs, der opførte sig utryghedsskabende. Og så går det op for mig, at mine møder med hjemløse står stærkt i hukommelsen. De har gjort indtryk. Nok til at jeg kan huske dem mange år senere. Jeg skriver denne klumme, fordi det måske kan få dig til at tænke over dine møder med en hjemløs.
Mit første møde (hvor en samtale har udspillet sig) med en hjemløs var på Lille Torv i Aarhus. En kvinde råbte efter mig, spontant en december morgen, da jeg gik forbi. Hun synes, jeg var "dum" fordi jeg stjal alt julehjælpen, når jeg nu ikke holdt jul.
Jeg stoppede op, kiggede på hende, mens jeg tænkte godt og grundigt over situationen. Det var egentligt ikke svært at sætte sig ind i, at den sag, som var oppe i medierne på det tidspunkt, måtte fylde meget hos en hjemløs. Hun måtte både være fyldt med vrede og kærlighed. Jeg sagde ikke noget i første omgang, men fandt den nærmeste hæveautomat og kom tilbage til hende få minutter efter med 500 kr. og spurgte til, hvad hendes fine hund hed.
I AARHUS havde vi også Robert.
Jeg tror egentlig, Robert var mange steder i Danmark. Han var god til at komme rundt i landet. Han var også ret god til at finde ind på beværtningerne i Aarhus. Robert var altid rent kommunikativt lidt uden for rækkevidde, godt bedugget for at sige det mildt.
Men jeg insisterede alligevel på, at man behandlede ham pænt, også på værtshusene, om end det var at følge ham ud på en pæn og ordentlig måde. Jeg hilste altid på ham, når jeg så ham, fordi det gjorde at dem som stod omkring, i stedet for at se på ham som en hjemløs usoigneret misbruger, så et menneske, der trods manglende sprog, fandt trøst i lidt omsorg.
DER ER en ung mand, måske midt tyverne som tigger i s-togene. Ranglet og høj. Han er det høfligste menneske i hele toget. Han spørger ydmygt, om nogen kan undvære en skilling til en hjemløs. Hvis jeg har, så får han, og hvis jeg ikke har, så beklager jeg, og ønsker ham stadig en dejlig dag, hvortil han altid takker og siger i lige måde. I s-toget har jeg derimod oplevet ”almindelige” passagerer, der lader sig provokere af hjemløse, der går igennem. De ytrer sig verbalt og nedladende. Jeg kan bare konstatere, at det er de bedrestillede, som jeg har set skabe en utryg stemning, når en hjemløs indfinder sig i rummet.
Det minde, der står mig klarest, er også den pointe, jeg vil efterlade dig med. Det var, da jeg mødte en hjemløs på Danshøj station en sen aften. Jeg vil tro, han var i midt fyrrerne. Han havde sit fineste sæt tøj på. Jakkesæt, skjorte og en hat. Men det var trevlet, hullet, beskidt og lidt løstsiddende. Jeg er overbevist om, at det var hans eget sæt tøj fra en anden tid i hans liv.
Han spurgte mig om en cigaret og en mønt, som han naturligvis fik. Derefter siger han noget til mig. I første omgang hører jeg ham forkert og smiler med et lille grin, men kan med det samme se på hans øjne, der presser tårerne frem, at jeg nok har hørt forkert. Det tager mig lige et sekund ekstra, før jeg får genfremkaldt, at det han i virkeligheden sagde til mig var: "Jeg troede aldrig, det skulle ske for mig".
Og så forsvandt han ned i den modsatte ende, af den meget lange perron, ned i det mørke hvor vi ikke skulle se ham.
Vi skal værne om vores hjemløse. De kan have nok så mange fejl, men de er vores. Husk, du kan aldrig vide dig sikker på, om det en dag måtte ramme dig selv, og hvis det gjorde, hvilket samfund havde du så brug for at blive mødt af?
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.