Et hvidt lagen. Krøllet efter bryllupsnatten, men stadig hvidt. Uden antydning af blod. Det er det værste, der kan ske for en kvinde fra Pakistan. Uden blodplet er hun ikke jomfru. Hun har allerede været åbnet .

Det hvide lagen uden blodpletten befinder sig ikke i en bjerglandsby i Pakistan, men i Danmark anno 2007. Alligevel er en intakt mødom altafgørende.

I dag udkommer bogen Mødom på mode af forfatterne Kristina Aamand og Asif Uddin. I bogen fortæller seks tyrkiske, arabiske og pakistanske kvinder om livet i de traditionsbundne indvandrermiljøer i Danmark. Selvom kvinderne kommer fra forskellige lande, oplever de alle, hvordan det er at være kvinde i kulturer, hvor alt er bestemt på forhånd. Hvor det kun er tilladt at kysse én mand, hvor kvinderne er nederst i hierarkiet, og hvor alt i sidste ende handler om ægteskab.

Barndom

Forberedelserne til ægteskab begynder, når pigen bliver født og familien laver en bryllupsopsparing. Det er også her, at pigen opdager, at det er helt klart, hvad piger må og ikke må.

I bogen fortæller Halima, hvordan hun og Nania leger på en legeplads. Nania falder ned på en jernstang. Det gør ondt. Da hun kommer hjem, er der blod i hendes underbukser. Hendes mødom er sprunget alt for tidligt.

»Deres pant i et godt rygte, familiens ære og Nanias vigtigste aktie var ødelagt før tid. De ringede til deres egen læge, som undersøgte Nania og kunne bekræfte familiens værste anelser, ja, den var væk.

Nanias forældre tryglede lægen om at reparere skaden, men det mente lægen ikke kunne lade sig gøre, ligesom han heller ikke kunne se nogen fidus i at putte noget tilbage, som jo skal væk før eller senere. Familien besluttede sig for, at den danske læge ikke var rigtig klog.«

Familien får familielægen i Yemen til at udfærdige et dokument, der beviser, at det var en tværstang og ikke en penis, der tog hendes mødom. Situationen er reddet. Men de to piger må ikke længere lege på legepladsen. Når pigen er i teenageårene begynder jagten på en passende ægtemand. Især moren er engageret. Hun skal sørge for, at døtrene bliver gift og får et rigtigt liv .

Når en passende bejler er fundet, bliver han sammen med familien inviteret på bejler-te . Her ser de to familier hinanden an for at finde ud af, hvem der er det bedste parti. Det er familierne, der skal passe sammen. Ikke de unge.

Datteren serverer te for de to familier. Med bare tæer og bøjet hovedet. En datter taler kun, når hun bliver spurgt.

De to familier kæmper om at være det bedste parti. De praler med deres succes og med datterens madkunst eller sønnens gode job. Den ene familie har et pizzeria. Det trækker op i regnskabet. Den anden har en skilsmisse i familien. Det trækker ned.

»I første sæt af bejler-teen stod den 1-0 til vores klan, vi har ingen skilsmisser i familien. Jeg kunne ud af øjenkrogen se min mor smile selvtilfreds. Hans far indledte med at reklamere for bejlerfamilien.

Bejlerens storebror på 33 år, som i øvrigt boede hjemme, havde en vigtig stilling i et førende forsikringsselskab. Han var ugift, men kun fordi han var så ambitiøs med sit arbejde, at han ikke havde haft tid til bejlere. Svært at tro på, han måtte være meget grim. 2-0 til vores klan,« fortæller den pakistanske kvinde Sonia.

Ægteskab

Blodpletten på lagenet er det vigtigste ved brylluppet.

Hos en marokkansk familie holder brudens familie stolt lagenet over hovedet. Viser det til bryllupsgæsterne som tegn på brudens uskyld.

Næste dag er lagenet lagt frem til skue og beundring, inden det sirligt lægges sammen i en rød velourpose i et vitrineskab og gemmes.

Ægteskabet forandrer alt for en kvinde. Nu er hun ikke længere datter, men hustru og svigerdatter. Hendes liv er at passe manden, føde børn og holde huset præsentabelt. Arbejde og uddannelse kommer i anden række.

Svigermor lærer den nye hustru, hvordan hun bedst passer sin mand. Zafari fortæller:

»Når han eksempelvis skulle have et glas appelsinjuice, så var det bedst, at den blev taget ud af køleskabet en halv time, før den blev hældt op, for hun havde lagt mærke til, at han nøs, når den var for kold. Han kunne ikke tåle gamle ting, som eksempelvis støvede sofaer eller puder, derfor skulle alt luftes hver dag. Når han skulle sove, nød han at blive kløet på ryggen, og hans søster plejede at fjerne hans hår og bumser på ryggen ca. hver tredje uge. Nu var det så min opgave.«