Chris Anker Sørensen indtager en delt førsteplads i Polen Rundt efter 1. etape, der blev kørt lørdag i det nordlige Italien.
Saxo-Tinkoff-danskeren var med til at præge afslutningen, hvor han var først over en stigning godt to kilometer fra målstregen i Madonna di Campiglio. Chris Anker Sørensen formåede dog ikke at holde hele vejen til mål.
Etapen blev vundet af italienske Diego Ulissi (Lampre), der også topper klassementet. Den Tour de France-vragede dansker blev noteret for samme tid på en 13.-plads.
Da den internationale cykelunion (UCI) tester et nyt pointsystem, hvor der bliver uddelt en tidsbonus på 10, 20 og 30 sekunder for de indlagte point- og bjergspurter på ruten, så rykker Chris Anker Sørensen op i klassementet.
Danskeren blev tildelt 10 bonussekunder for sin indsats på den sidste stigning og er derfor delt etter i den samlede stilling, hvor han står noteret for nøjagtig samme tid som etapevinder Diego Ulissi.
Chris Anker Sørensens holdkammerat Rafal Majka er nummer fire. Polakken blev nummer tre på etapen.
/ritzau/