Popstjernen Beyonce og hendes søster Solange var ikke til stede, da deres far Matthew Knowles i weekenden blev gift med tidligere model og nu ejendomsmægler, Gena Charmaine Avery, i Houston.
- Desværre havde Beyonce og Solange forpligtelser fra tidligere, hvilket gjorde det umuligt for dem at deltage, fortæller den nygifte Matthew Knowles til internetsitet TMZ.
Den succesfulde forretningsmand, som var manager for Beyonce gennem hendes karriere i popgruppen Destinys Child og frem til 2011, blev skilt fra Beyonces mor, Tina Knowles, efter 31-års ægteskab for to år siden.
Tina Knowles havde dog søgt om skilsmisse i 2009, efter hun opdagede, at hendes mand havde været hende utro med den tidligere Scrubs-skuespiller Alexander Wright, som han har en søn sammen med.
Matthew Knowles har været forlovet med den 13 år yngre Gena Charmaine Avery i halvandet år.
/ritzau/