En 28-årig mand blev fredag anholdt i stærkt påvirket tilstand for at have truet med et oversavet jagtgevær i Hornslet nord for Aarhus.
Manden dukkede op i en have på Løgtenvej fredag aften, hvor husets mandlige beboer blev truet med våbnet, fortæller vagtchef Jens Fonseca fra Østjyllands Politi.
- Han truede og spurgte om vej til det nærmeste supermarked. Beboeren pegede i den rigtige retning, og så gik manden derfra, fortæller vagtchefen.
Politiet blev sendt til stedet, og en hundepatrulje fandt ham og fik ham anholdt.
Det har stadig ikke været muligt at afhøre den anholdte, fordi han tidligt lørdag morgen fortsat er påvirket.
Jurister skal lørdag vurdere, om den 28-årige mand, som kommer fra Aalborg, skal stilles for en dommer i løbet af dagen.
/ritzau/