Født 1961 i Søllerød. Uddannet socialrådgiver i 1988. Har arbejdet i AMU-systemet og i forskellige kommuner både med udsatte børn og familier og med beskæftigelsesrettede indsatser frem til 2004, hvor hun blev næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Fra 2008 til 2012 var hun formand. I dag er hun chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, Institut for Socialt Arbejde. Har to voksne sønner og bor i Herlev.
Så kom statsministeren og resten af Venstres Folketingsgruppe omsider tilbage fra ferie. Dermed fik forsvarsminister Carl Holst tilsyneladende også mulighed for at dele sine tanker omkring den stærkt omdiskuterede efterløn (ja, det hedder det altså) med nogen, og det førte som bekendt til en offentlig udmelding om, at han nu har besluttet at frasige sig den resterende del.
Når sagen er blevet så stor, er det fordi, den åbner et vindue ind til de privilegier, som de allerede mest privilegerede tildeler sig selv og hinanden. Hver gang det sker, bliver den mere nøjsomt betalte del af befolkningen lige rystede. Det er guf for pressen, og så lige midt i agurketiden. Timingen kunne ikke være bedre (- på nær lige for hovedpersonen).
Forargelsen i sommerlandet er i mine øjne velbegrundet. Igen og igen fortæller politikerne os, at vi er en krævende befolkning, som skal udvise mådehold i vores forventninger til den offentlige service. Og igen og igen får vi at vide, at vores overførselsindkomster skal beskæres, så det bedre kan betale sig for de lavestlønnede at arbejde. Og så skal vi gudhjælpemig høre om, at en folkevalgt får et beløb, der svarer til seks års udbetalinger til en enlig kontanthjælpsmodtager oven i, at han får en årsløn som minister, der er mindst tre gange højere end, hvad en lavtlønnet overhovedet kan drømme om. Det er simpelthen ude af
proportioner.
Jeg tvivler dog på, at Vederlagskommissionen, som skal kigge nærmere på rimeligheden i de folkevalgtes betalte privilegier, vil løse problemet. Den er nemlig sammensat af seks tidligere politikere og embedsmænd, som ved, hvad det vil sige at være beskæftiget i et politisk system, og dermed kender privilegierne indefra. Og det viser sig gang på gang, at dem, der har vænnet sig til denne type begunstigelser, bliver blinde for, om de ligger inden for rimelighedens grænser. I stedet kæmpes der snarere for deres bevarelse. Det oplevede jeg et eksempel på, da jeg for nogle år siden kunne skrive fagforeningsformand på visitkortet, og dermed tilhørte en anden yderst privilegeret politisk valgt samfundsgruppe.
Her formastede vi os i Dansk Socialrådgiverforening til at stille forslag på FTF’s kongres om, at formandens honorar skulle nedsættes med en tredjedel. Bente Sorgenfrey fik på det tidspunkt rundt regnet 100.000 kroner mere om måneden i honorar, end et gennemsnitligt medlem af FTF fik i løn. Det, syntes vi, var for meget. Men selv om det er helt legitimt at stille sådan et forslag på kongressen, fik jeg så mange verbale tæsk over det, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Det var så voldsomt, at jeg stortudede hele vejen hjem.
Forslaget blev selvsagt ikke vedtaget, og jeg forstod aldrig, hvori forbrydelsen bestod. Men lur mig, om ikke der er basis for en sammenligning med den uvilje, Carl Holst udviser mod at afstå fra sine lovfæstede privilegier. Den slags forslag er simpelthen ikke velkomne.
Vederlagskommissionen er derfor på en svær opgave. Den har dog - højst usædvanligt - fået økonomisk frie rammer til sit arbejde, og Folketinget har på forhånd forpligtet sig til at følge dens anbefalinger. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste anden kommission, som er blevet udvist den grad af storsind og tillid. Det har da også medført en række kritiske kommentarer om, at hele øvelsen er et slet skjult forsøg på at legitimere politiske lønforhøjelser, idet kommissionen helt uden at skulle frygte regnedrengenes rynkede
bryn, kan tildele den ganske forsamling endnu gunstigere vilkår. Beskyldninger som er blevet afvist af kommissionsformand (og tidligere departementschef i forsvarsministeriet) Michael Christiansen, som i et interview til Jyllands-Posten dog tilføjer, at ”man tager jo ikke løn fra folk”.
Dermed afslører formanden totalt manglende jordforbindelse. For det gør man faktisk uden for murene. Både hos almindelige lønmodtagere, når de eksempelvis skal vælge mellem at blive fyret eller gå ned i løn, og hos kontanthjælpsmodtagerne, hvis regeringen får flertal for at indføre det annoncerede kontanthjælpsloft.
Man kunne rimeligvis også foreslå at gøre det hos dem, der får aller mest. Også selv om de ikke kan lide det. Vi får se.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.