"Min undersøgelse viser, at de personer, der bliver ekskluderet, ofte er dem, der ikke opfører sig i overensstemmelse med, hvordan behandlerne synes, man skal opføre sig som en normal patient, " forklarer Jeppe Oute.

Resultaterne bygger på kvalitative interviews foretaget blandt sundhedspersonalet på to psykiatriske hospitaler og er del af en større antropologisk undersøgelse i Danmark. En artikel om undersøgelsen er netop udgivet i tidsskriftet "Nursing Inquiry".

Resultaterne viser, at der er flere organisatoriske og sociale forklaringer på, hvorfor nogle personer ikke får tilbudt behandling.

Den organisatoriske forklaring

"Behandlingen af patienter sker i vores sundhedssystem ud fra en "kasse-opdeling" nemlig stof- og alkoholbehandling i det ene system og psykiatrisk behandling i et andet system. Men vi ved godt, at omkring halvdelen af de personer, der er i kontakt med psykiatrien faktisk har problemer med begge ting, " siger Jeppe Oute.

Den klassiske problematik - at patienterne falder ned mellem to stole - opstår, når en person gerne vil have behandling for sit psykiske problem. I psykiatrien får han eller hun ofte at vide, at vedkommende først skal få styr på sit alkohol- eller stofproblem og bliver derfor sendt videre i systemet, men hos alkoholbehandlerne får personen at vide, at han eller hun ikke kan få hjælp til sit alkoholproblem, før vedkommende er blevet behandlet for sit psykiske problem.

Derfor pendulerer patienterne ofte mellem de to systemer, og de to systemer taler kun beskedent sammen.

Ifølge forskeren er det problematisk, fordi man i princippet godt kan behandle patienters dobbelte belastning på samme tid. Men hvorfor gøres det så sjældent? Der er flere forklaringer, men én social forklaring findes i det menneskesyn, man blandt andet har inden for psykiatrien.

Asymmetrisk magtforhold

"Inden for sundhedsområdet og i psykiatrien opererer man med forskellige kulturelle forestillinger om, hvordan en patient skal være. Disse forestillinger er ret stabile, " fortæller Jeppe Oute.

I psykiatrien ses patienter ofte som sygdomsobjekter. Læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale omtaler ofte den enkelte patient ved f.eks. at sige: "Han er deprimeret" eller "hun er borderline".

På den måde beskrives patienten som et sygdomsobjekt i stedet for f.eks. at sige: "Han er en person, der har problemer med humøret eller energiniveauet", hvilket ville være en mere humanistisk måde at tale om mennesker på.

"Studiet viser, at denne opfattelse af patienter som sygdomsobjekter bruges til at legitimere, at man som professionel behandler kan bestemme, hvad der skal ske med vedkommende, fordi patienten ofte ses som et viljeløst objekt. Magtforholdet er asymmetrisk, og patienten opfattes derfor som besværlig og "atypisk", når vedkommende viser sin vilje, " siger Jeppe Oute.

Forklaringen om køn

Studiet er nyt, og det peger på, at udelukkelsen af besværlige patienter hænger sammen med de professionelles syn på forholdet mellem gode og dårlige patienter. Sidstnævnte er de patienter, der forsøger at løse deres depression ved hjælp af f.eks. alkohol. Det er både mænd og kvinder, der gør det, dog mest mænd.

"De personer, der selv prøver at løse deres problemer på den måde, kan kaldes maskuliniserede patienter til forskel fra dem, der er føjelige og rolige over for behandlerne, som kan kaldes feminiserede patienter. Kønsforklaringen handler ikke om, hvorvidt patienten er mand eller kvinde men om, hvordan læger, sygeplejersker og andre ansatte i psykiatrien kategoriserer patienter i forhold til deres egne kønsstereotype fortolkning af patientens symptomer og måde at reagere på, " forklarer Jeppe Oute og fortsætter:

"Effekten er, at det ofte kun er de feminiserede patienter, der tilbydes behandling, fordi behandlerne tit tolker kvinders tilstand og sygdomshåndtering som mere hensigtsmæssig eller passende, og derfor prioriteres de frem for mænd. Det forklarer delvist, hvorfor flere kvinder end mænd diagnosticeres som deprimerede og får behandling. "

Psykiatrien er økonomisk presset

De ovenstående forklaringer på in- og eksklusionen af patienter skal ifølge undersøgelsen også ses i forhold til, at psykiatrien over de seneste ca. 10 år har været igennem en reform, som har betydet, at der nu skal flere patienter igennem systemet, og de skal hurtigere igennem end tidligere. Derudover er der færre ansatte i det psykiatriske system. Som professionel er man nødt til at forholde sig til den udfordring ved f.eks. at prioritere at behandle de patienter, som man vurderer, at det kan betale sig at hjælpe.

"I sidste ende kan eksklusionen af maskuliniserede patienter føre til en øget selvmordsrisiko hos mænd med depression. Måske ville man kunne minimere antallet af selvmord, hvis sundhedssystemet blev gearet til at hjælpe patienter med både psykiske problemer og alkohol- og stofmisbrug, og de kønsstereotype forestillinger om mennesker i psykiatrien ændrede sig, samtidig med at sundhedspersonalet ikke økonomisk var tvunget til at vælge at hjælpe nogle frem for nogle andre," siger Jeppe Oute.

FAKTA

Undersøgelsen bygger på 45 kvalitative interviews. Feltarbejdet fandt sted på to forskellige psykiatriske sygehuse. Informanterne bestod af 29 sygeplejersker inklusiv psykiatriske sygeplejersker. Dertil kommer 10 medicinske læger og seks psykologer og socialrådgivere. Heraf 37 kvinder og 8 mænd mellem 32 og 61 år.