Hvis Italiens højesteret beslutter at stadfæste sidste års skattedom over landets tidligere premierminister Silvio Berlusconi, bliver det første gang i 20 år, hvor anklagerne mod Berlusconi ikke er faldet for forældelsesfristen eller helt faldet bort.
Dommen fra sidste år lyder på fire års fængsel - heraf et år ubetinget - for skatteunddragelser gennem tv-koncernen Mediaset, som han er ejer af.
I den oprindelige dom udelukkes Berlusconi fra at deltage i det politiske liv i fem år. Men anklageren har tirsdag bedst om at få udelukkelsen reduceret til tre år. Kravet om fængselsstraf holder anklageren dog fortsat fast i.
Selvom den tredobbelte premierminister tidligere har formået at holde sig ude af fængslerne, har Berlusconi dog selv sagt, at han denne gang vil gå i fængsel, hvis han bliver dømt.
- Hvis de dømmer mig, så tager jeg ansvaret på mig. Så går jeg i fængsel, siger han i et interview med avisen Libero.
Ankesagen ved højesteret er Berlusconis sidste chance for at få omstødt dommen, og hvis den opretholdes vil han formentligt øjeblikkeligt opgive sin plads i Italiens nationalforsamling.
Dermed kan sagen få store følger for premierminister Enrico Lettas regering, der er afhængig af støtte fra Berlusconis højreparti PDL.
Berlusconi blev også dømt til syv års fængsel 24. juni i år for at have misbrugt sin stilling som premierminister og for at have købt seksuelle tjenester af en mindreårig.
Han kaldte dengang dommen "ekstrem" og lovede at kæmpe videre.
Flere jurister mener, at det er usandsynligt, at den 76-årige Berlusconi kommer i fængsel, da Italiens almindeligvis skåner personer over 70 år fra kortere fængselsdomme.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.