Først på flamsk, så på fransk - og til sidst også på tysk.
I Belgiens parlament i hovedstaden Bruxelles har landets nye konge, Philippe, søndag over middag aflagt ed foran hele nationen på alle landets tre officielle sprog.
Dermed er han nu Belgiens syvende regent, efter at hans 79-årige far, den tidligere kong Albert II, tidligere på dagen abdicerede efter 20 år på tronen.
I sin tale roste kong Philippe sin 40-årige hustru, Mathilde, der nu er landets nye dronning.
Samtidig sagde han, at han ser frem til det liv, som han selv, Mathilde og deres fire børn nu tager hul på.
Selvom den 53-årige Philippe ikke nyder udpræget opbakning blandt belgierne, blev hans tale efterfulgt at stående klapsalver i parlamentet.
Den første kongelige opgave, Philippe og Mathilde skal udføre, er at inspicere de belgiske tropper - og derefter skal de overvære en militærparade i forbindelse med Belgiens nationaldag.
Senere på aftenen fejres den nye konge med et festfyrværkeri over Bruxelles.
/ritzau/