Belgien har så meget tiltro til Roberto Martínez, at landets fodboldforbund har forlænget kontrakten med spanieren i to år mere.
Landstræneren, som har ført Belgien til sommerens VM-slutrunde i Rusland i overbevisende stil, har fået en ny aftale, der løber frem til sommeren 2020.
Belgien vandt ni ud af ti kampe i VM-kvalifikationen, mens en enkelt kamp endte uafgjort.
- Vi har været meget tilfredse med det positive, professionelle og ærlige samarbejde med Martinez, meddeler Det Belgiske Fodboldforbund på sin hjemmeside.
Roberto Martínez, som tidligere har været manager i Premier League-klubben Everton, blev ansat som landstræner efter EM i 2016, hvor belgierne skuffende blev slået ud i kvartfinalen.
Tidligere har Roberto Martínez varslet, at han vil udtage sin VM-trup på 23 spillere på mandag. Derudover vil han sætte navne på 12 reserver.
Belgien, der råder over profiler som Eden Hazard, Romelu Lukaku og Kevin De Bruyne, er i indledende VM-gruppe med England, Tunesien og Panama.
Fodbold-VM varer fra 14. juni til 15. juli.
/ritzau/