Siden den amerikanske skuespiller Philip Seymour Hoffman blev fundet død i sin lejlighed i New York 2. februar har rygterne om dødsårsagen været på alverdens medier.
Men den sidste rest af tvivl er nu for alvor manet i jorden.
En officiel udtalelse fra New Yorks øverste lægeinstans bekræfter nemlig, at det var en uforudset overdosis, der tog livet af den blot 46-årige skuespiller. Det skriver blandt andre Toronto Sun.
Heroin, kokain, amfetamin og benzodiazepiner, der i folkemunde er kendt som nervepiller, var den dødelige cocktail, der tog livet af Hoffman, bekræfter talskvinden Julie Bolcher.
Offentliggørelsen markerer samtidig det foreløbige endepunkt i historien om Philip Seymour Hoffmans død. Der bliver nemlig ikke frigivet flere detaljer fra officiel side, forklarer Bolcher.
Skuespilleren skriver sig dermed ind i historien som endnu en i rækken af højt profilerede kulturpersoner, der går bort som følge af et ukontrollerbart stofmisbrug.
Hoffman efterlader sig enken Mimi O'Donnell og parrets tre mindreårige børn.
Newspaq