Katolikker i Danmark har med den største ihærdighed kastet sig over en sag, der for de fleste forekommer så latterlig, at det ikke er umagen værd. I dag har den lokale kordegn – altså en folkekirkens mand – den store samfundsvigtige opgave at registrere nyfødte, hvilket er faldet katolikkerne for brystet, idet der skulle være tale om diskrimination af andre trosretninger. Hvordan det skulle være krænkende at sende et brev til en kordegn, frem for til en kommune, er svært at forstå, men lad det hvile i fred.

Katolikkerne er også sure over, at alle, uanset trosretning, skal være med til at betale præster og biskoppers løn. Måske kommer følgende sandhed bag på katolikkerne: Vi har trosfrihed, katolikker – og andre – kan frit dyrke deres tro, lave fællesskaber og kirke, og de kan gøre det under grundlovens beskyttelse, men vores folkekirke er en statsinstitution, der – og sådan er det, indtil Folketinget laver det om – modtager offentlig støtte.

Vi har brug for en stærk folkekirke – vel og mærke den lutherske version af slagsen, der mener, at kirken ikke er guddommelig indstiftet, men skabt af mennesker. Behovet for en stærk folkekirke vokser i en tid, hvor den ikke-verdslige version af islam får større og større styrke.