Han ligner ikke umiddelbart en præst. Kort karseklippet hår, stålgrå titanium briller og et sort og gråt nålestribet jakkesæt, som han altid trækker i, når han lægger præstekjolen efter gudstjenesten.

Sognepræst Jens Johansen er præst i Mariakirken på Vesterbro i København, og på samme måde som han bryder med idéen om, hvordan en præst ser ud, så bryder hans konfirmationsundervisning også med de vante forestillinger. Det med at terpe trosbekendelsen, Fadervor og De Ti Bud fylder ikke så meget i hans timer.

»Vi taler selvfølgelig om bibeltekster og øver fadervor og trosbekendelsen og læser bibeltekster, men vi snakker lige så meget om alle de spørgsmål, som de unge nu må have og som måske kan være inspireret af teksterne. Det er jo en vigtig alder, og der dukker ofte store spørgsmål om livets mening op. Der er konfirmationsforberedelsen en mulighed for at vende de livsspørgsmål, de nu end måtte have,« fortæller Jens Johansen.

De konfirmander, han har, er også særligt motiverede, mener han. For da der ikke findes nogen skoler i hans sogn, så har de unge, der går til konfirmationsforberedelse hos lige netop ham, taget et meget bevidst valg om at blive konfirmeret.

»Det med at blive konfirmeret her er ikke sådan noget, man bare gør, fordi resten af klassen gør. De få, jeg har, vælger det aktivt til. Derfor er de også altid meget nysgerrige, motiverede og seriøse i forhold til at lære om kristendommen.«

En lille skare

Lige nu har han kun én kommende konfirmand, der går til præst hos ham hver mandag eftermiddag. Til gengæld kommer Amalie Drachmann Krogh også langvejs fra for at lære om kristendommen hos ham.

»Jeg synes da, det er sejt, at Amalie gider tage helt herind fra Sundby hver mandag for at gå til præst hos mig. I det hele taget gælder det næsten alle konfirmander på Vesterbro, de er en lille skare,« siger Jens Johansen.

Jens Johansen har, siden han blev sognepræst i Mariakirken i 1986 højst haft fire unge til konfirmationsforberedelse ad gangen. Der er simpelthen bare meget få unge på Vesterbro, som kan blive konfirmeret hvert år. Det vil sige, at de har den rette alder, at de er døbt og medlemmer af Folkekirken.

»Der bor en del muslimer i området, og de bliver naturligvis ikke konfirmeret. Men derudover har Vesterbro ikke traditionelt været befolket af børnefamilier. Det er først efter byfornyelsen i 2000, at vi har haft et babyboom. Siden 2002 har vi arrangeret børnegudstjeneste og haft rytmisk baby-salmesang siden 2005. Og de børn bliver måske fremtidens konfirmander i sognet,« fortæller Jens Johansen.

I øjeblikket går Amalie til præst hjemme hos ham i præsteboligen på Vesterbro hver mandag eftermiddag i to timer. Det har hun gjort siden oktober og skal fortsætte med det, indtil hun bliver konfirmeret midt i maj.

»Normalt plejer jeg altid at smøre noget brød til dem, de er jo sultne efter skole, og så sludrer vi ellers bare om Jesus, og hvad teksten til gudstjenesten næste søndag handler om. De spørger utroligt meget om, hvordan man skal forstå teksterne. Der kommer også filosofiske spørgsmål op. Men når vi bare er to som nu, så synger vi dog ikke salmer. Jeg kan godt synge, men det er simpelthen for pinligt.«

Fra barn til voksen

Udover at tage udgangspunkt i de unges spørgsmål og lade dem blive fortrolig med salmebogen og hvordan kirkeåret forløber, så handler konfirmationen og forberedelsen til den om, at give de unge en ballast til at takle livet senere hen.

»Historisk set er konfirmationen jo en overgangsrite, det er overgangen fra barn til voksen. Man viser, at man som voksen nu respekterer deres selvstændighed og integritet,« siger han.

Kristendommen er et grundlæggende livsgrundsyn og et pejlemærke. Det Nye Testamente er derfor ikke en drejebog eller en samling formaninger, understreger Jens Johansen.

»Centralt er selvfølgelig undervisningen i den kristne tro. Man kan ikke anerkende at tro på noget, man ikke ved noget om. Ved selve konfirmationen bekræfter konfirmanden, at han eller hun tror på Gud, men de unge må selv finde ud af, hvad det præcist betyder. De siger ja til livet, til det gode, til kærligheden,« forklarer præsten.

Og så nævner han sangen Susan Himmelblå , som Kim Larsen oprindeligt skrev som en konfirmationssang til sin niece.

»Det vigtigste er dog næsten, at vi ønsker de unge et langt og lykkeligt liv, som Kim Larsen synger, Præsten holder en forbøn for deres liv ved selve konfirmationsritualet. Vi beder for at Gud må bevare og beskytte dem i deres voksne liv. Vi beder for at de har fået støtte og fundet en måde at forholde sig til de svære spørgsmål og perioder, der må komme,« forklarer han.