Bayern München var nærmest i skræmmende kontrol, da de regerende Champions League-mestre onsdag aften besejrede Manchester City med 3-1 i Manchester.
Tyskernes nye cheftræner Pep Guardiola var jublende lykkelig for, at holdet havde spillet sin hidtil bedste kamp i sæsonen, og dermed også med ham som træner. Men skal man tro ham, stopper det slet ikke her.
- Noget af vores opspil var en katastrofe. Det var forfærdeligt. Det er vi nødt til at forbedre, siger han.
- Generelt set er jeg meget glad, men det slutter ikke her. Det er ikke finalen i Champions League endnu. Det var kun kamp to i vores indledende runde, så vi har tid til at forbedre os og hvile spillere. Små skridt fremad hele tiden.
Pep Guardiola tog en svær opgave, da han overtog tøjlerne fra Jupp Heynckes efter sidste sæson, og fik et hold som havde vundet Champions League, Bundesligaen og den tyske pokalturnering. Alligevel glæder han sig stadig over opgaven.
- Jeg er heldig at træne disse dygtige spillere. De har vist, hvor gode de er ved at nå finalen i Champions League i tre af de seneste fire sæsoner.
I de tre seneste sæsoner i Bundesligaen har Bayern München kun vundet titlen en gang, Borussia Dortmund har vundet de to andre gange.
/ritzau/