De regerende tyske mestre Bayern München er sin egen værste fjende i den kommende sæson i Bundesligaen.
Det mener præsident Uli Hoeness efter en suveræn 2012/13-sæson, hvor klubben ud over det tyske mesterskab vandt Champions League og den tyske pokalturnering.
- Når man er helt øverst, så er der også højdeluft. Den skal vi ikke indånde alt for meget af. Højdeluften er vores største modstander, siger Hoeness - med henvisning til den tynde luft i de højeste bjerge - til avisen Bild.
Udskiftningen på trænerposten, hvor Josep Guardiola har afløst Jupp Heynckess, er derfor kommet på et godt tidspunkt.
- Ingen kan læne sig tilbage. Hvis man tager den med ro, så taber man, siger præsidenten.
Uli Hoeness regner med, at Borussia Dortmund bliver den største trussel i den tyske liga. i sidste sæson var konkurrencen minimal, da Dortmund på andenpladsen sluttede 25 point efter Bayern.
- Ligaen bliver ikke så ensidig, som mange frygter.
- De (Dortmund) vil komme med et statement om, at nu går det ikke mere. Og i den rolle har de det rigtig godt, siger Hoeness.
Bayern München og Borussia Dortmund mødes lørdag i den tyske Super Cup.
/ritzau/