Den brand i New York, der har kostet 12 mennesker livet, var efter alt at dømme forårsaget af en treårig dreng, som legede med et komfur.
Det siger brandkommissær Daniel Nigro.
- Vi har fundet ud af, at denne brand brød ud i et køkken i stueetagen. Den blev startet af en dreng på tre og et halvt år, som legede med blussene på komfuret, siger Nigro ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde.
- Branden brød ud, og moren var ikke klar over det. Hun blev alarmeret af, at den unge mand skreg, siger brandkommissæren.
Da moren til drengen flygtede ud af lejligheden med sine to børn, lod hun døren stå åben. Derved bredte flammerne sig ud i opgangen, siger Nigro.
Også New Yorks borgmester, Bill de Blasio, afviser, at den dødelige brand kunne være påsat.
- Det ser ud til at være en frygtelig tragisk ulykke, siger han.
- På nuværende tidspunkt tror vi, at branden desværre udsprang fra et uheld, hvor et lille barn legede med et komfur i bygningens stueetage, siger borgmesteren i et interview med radiostationen WNYC.
Fire børn, fire kvinder og fire mænd døde i branden.
Tre af børnene er et, to og syv år, mens der ikke umiddelbart er sat alder på det fjerde barn.
Myndighederne i New York siger, at de har reddet 12 mennesker ud af bygningen. Fire er indlagt med alvorlige kvæstelser.
Branden, som er den dødeligste i New York i 27 år, brød ud torsdag aften kort før klokken 19 lokal tid (kort før klokken 01 dansk tid, red.).
Den bredte sig hurtigt opad i ejendommen, der indeholder 26 lejligheder.
/ritzau/Reuters