Hvis nogen myrdede din mor, ville du så tage hævnen i egen hånd?

I så fald hedder din handling 'blodhævn', og selvom idéen er lige så gammel som menneskeheden, så er der stadig masser af folk, der bruger kugleramme, når retfærdighedens regnestykke skal gøres op.

Også i Danmark, hvor blodige familieopgør har trukket så opsigtsvækkende overskrifter i medierne, at den premiereaktuelle filminstruktør Omar Shargawi fik lyst til at gå tættere på vreden og smerten.

Forstå sorgen. Udhule fordomme om at 'arabere ikke bare er hidsige psykopater med bomber spændt rundt om livet', som han siger om det værk, der nu rammer biograferne som den første danske spillefilm om det stærkt religiøse, kriminelle indvandrermiljø.

Skabt af en mand, der kender muslimerne lige så godt, som han kender danskerne.

'Gå med fred Jamil' hedder filmen, der allerede har vundet tre fine priser og er blevet solgt fra nord til syd. Fra Norge til Israel ser de altså med, når hovedpersonen Jamil (spillet af Dar Salim) beslutter at gøre, hvad hans far aldrig har fået gjort - at hævne mordet på sin mor.

Jamil er sunni-muslim, og da moderens morder er shia-muslim, er gnisten tændt til et religiøst hævndrama, der bygger på 1400 års blodudgydelser mellem de to muslimske fraktioner.

Det foregår bare ikke et ukendt sted i Mellemøsten, men på Nørrebro midt i København, hvor blodsfejden får uoverskuelige konsekvenser for begge partner.

Det er præcis instruktørens pointe. At selv for umiddelbart fornuftige mennesker kan tingene komme helt ud af kontrol.

Bjørnetjenester

Selv virker Omar Shargawi som roligheden selv, da vi mødes ved de udendørs-borde på Café Castro med udsigt til den del af Nørrebro, hvor filmen udspiller sig. Efter eget udsagn er det her, hvor Omar Shargawi 'ofte sidder sammen med araberdrengene og får en kop kaffe og pifter efter pigerne,' griner han.

Her er både tørklædeindhyllede damer og sygeplejersker på strejkepause. Blandet med mørke herrer og blege fyre. Cafégæsterne er med andre ord half/half som Omar Shargawi selv, der har en dansk mor og en palæstinensisk far. Den 33-årige filmmager er født på Fyn, men opvokset i København, og han lægger ikke skjul på, at netop hans særlige baggrund gør ham velegnet til at dykke ned i et emne, der er sprængfyldt med fordomme.

»Der har på verdensplan manglet film om det arabiske miljø, på arabernes præmisser. Tit og ofte, når man ser arabere på film, så har de en funktion som 'terrorist' eller den 'velintegrerede, der hjælper politiet'. De har i hvert fald altid et stempel i nakken,« siger instruktøren.

Men kan en film om netop blodhævn ikke netop bekræfte visse menneskers fordomme?

»Både danskere og arabere har advaret mig om, at jeg passe på ikke at udstille araberne. Men jeg har valgt at lukke af for alle de eksisterende fordomme. For ikke at blive formet af de tendenser og stemninger, der er i samfundet lige nu,« fastslår han og fortsætter:

»På den anden side vil jeg heller ikke gøre den menige indvandrer en bjørnetjeneste, fordi de jo overhovedet ikke har noget med det her miljø at gøre. Filmen beskriver jo et ekstremt kriminelt og religiøst miljø.«

Alle kender lysten til hævn

Med andre ord. Omar Shargawi har grublet grundigt over de konsekvenser, han film kan få.

Men han håber på at budskabet om fornuft og forsoning går klart igennem. For som instruktøren selv påpeger, så får religiøse spændinger mellem katolikker og protestanter heller ikke folk til at tro, at den er helt gal med samtlige kristne.

»Filmen afspejler jo netop, at det langtfra er alle, der går op i det her med at være shia eller sunni-muslim,« forklarer instruktøren, der derfor ikke selv går op i, hvorvidt han er det ene eller det andet. Men de religiøse spændinger har han sat sig grundigt ind i, og nævner man for ham, at blodhævn virker umådeligt svært at begribe, så rykker Omar Shargawi frem på stolesædet.

»Man fornægter virkeligheden, hvis man påstår, man ikke forstår blodhævn. Alle mennesker kender tanken om lyst til hævn, når nogen af ens nærmeste er kommet noget til. Og det er vigtigt for mig at vise, at de her mennesker ofte kommer fra et miljø, hvor der har været krig. De er opvokset med vold. Nogle har en udpint sjæl, så der er nogen gange ikke så langt fra tanke til handling,« forklarer Omar Shargawi - og understreger:

»Jeg prøver slet ikke at retfærdiggøre det, for filmens pointe er jo netop, at man altid har et valg. Et ansvar for de handlinger, man begår. Jeg prøver bare at give et indblik i, hvad der ligger bag nogle af de overskrifter, vi læser.«

Og så henviser han ellers til 2. verdenskrig.

Dansk stikker-hævn

»Tænk bare på, at her i Danmark skal vi ikke længere tilbage end til krigen, så bakkede alle danskere op om stikkerlikvideringerne. Om at begå hævn. Og det gør de sådan set stadigvæk. Tag krigen i Afghanistan, det er også en hævnkrig for 11. september. Hvis man bare siger: 'Ja, ja, men de arabere er jo bindegale', så er det selvfornægtelse.«

Omar Shargawi vil ikke som sådan være teologisk formynder, men han gør gerne klart, at når Jesus snakker om 'kun at se tornen i andres øjne, men ikke bjælken i ens eget', så er profeten Muhammed ganske enig.

Således afslutter han interviewet med en fortælling om profeten, hvor en mand beder Muhammed om råd, da han vil hævne mordet på hans bror.

»Manden bliver til sidst overbevist om, at det altid er bedre at tilgive end at hævne,« påpeger Omar Shargawi. Han skodder sin sidste cigaret og sætter streg under, at hverken Koranen - eller Bibelen for den sags skyld - retfærdiggører hævn.

Det er ligesom i hans film 'Gå med fred Jamil'.

Her er blodhævn heller ikke lig med en happy ending. Og alligevel er det så svært at gå med fred, hvis nogen lige har myrdet din mor.