Det var en helteindsats fra en kitesurfer, der var med til at redde tre af de i alt seks personer, som torsdag eftermiddag kæntrede i Ho Bugt ud for Hjerting ved Esbjerg.
Det fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
- En kitesurfer hejser først to af mændene ind på surfbrættet og bringer dem i sikkerhed. Bagefter kommer han hen til den tredje, som hægter sig fast på kitesurferens ryg.
- Det var en virkelig, virkelig flot indsats. Med de vejr- og vindforhold var de aldrig selv kommet i land, siger Erik Lindholdt.
JydskeVestkysten har talt med kitesurferen. Han hedder Jonas Juul Ipsen og er fra Kolding. Han er i gang med at træne op til danmarksmesterskaberne i kitesurfing.
- Vi kitesurfere er netop ret glade for stærk strøm, men det var jo ikke så godt for de tre, jeg mødte derude. Uanset hvor meget de så svømmede, så var de ikke kommet ind, siger Jonas Juul Ipsen til avisen.
Redningspersonalet blev sendt afsted, fordi i alt seks personer var i fare, efter at en kano og en kajak kæntrede.
De øvrige tre personer formåede selv at søge ind på den lille ø Langli, hvor en redningshelikopter fra forsvaret hentede dem.
Hjerting ligger omkring syv kilometer nord for Esbjerg.
/ritzau/