Australien udtager rusten VM-legende til bruttotrup

Tim Cahill er foreløbigt en del af det australske mandskab, der ved VM blandt andet står over for Danmark.

Den 38-årige offensivspiller Tim Cahill er blandt de 32 spillere, som Australiens landstræner i fodbold, Bert van Marwijk, mandag har udtaget til sin bruttotrup, inden VM begynder næste måned.

Cahill forlod sidste efterår det hjemlige storhold Melbourne City til fordel for Millwall i den næstbedste række i England i håb om at spille sig i form og blive udtaget til sin fjerde VM-turnering.

Men det har skortet på spilletid hos London-klubben, hvor Cahill fra 1998 til 2004 havde stor succes og scorede over 50 mål i godt 200 kampe.

Siden han vendte tilbage i januar, er det kun blevet til sammenlagt 63 minutter på banen for Millwall og ingen scoringer.

- Han er særlig. Han er 38, han er sandsynligvis en af de bedste spillere nogensinde for Australien, men han spiller ikke, og jeg skal beslutte, om han skal med til VM, siger Bert van Marwijk ifølge AFP.

Tim Cahill blev i 2006 den første til at score i en slutrunde for Australien, da han lavede to mål i en sejr på 3-1 mod Japan. I 2010 scorede han et enkelt mål mod Serbien, og i 2014 var han på pletten både mod Chile og Holland.

- Han er særlig. Han er 38, han er sandsynligvis en af de bedste spillere nogensinde for Australien, men han spiller ikke, og jeg skal beslutte, om han skal med til VM, siger Bert van Marwijk, deri 2010 førte Holland til VM-finalen.

Senest den 4. juni skal antallet af spillere skæres ned til de 23, som kommer med til Rusland, hvor Australien er i pulje med Danmark, Frankrig og Peru.

Ifølge de australske medier er den eneste overraskelse i bruttotruppen den unge Fran Karacic, der spiller højre back for NK Lokomotiva i Kroatien.

Netop positionen som højre back anses som et af Australiens svage punkter.

Karacic har repræsenteret Kroatien på ungdomslandshold, men da hans far er født i Australien, kan han også spille for the Socceroos, som landsholdet kaldes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.