Det var på flere måder sidste chance for Arsenal og Arsène Wenger torsdag aften, og det hele endte i en stor skuffelse.
Med en hjemmesejr på 1-0 i returmødet i semifinalen sikrede Atlético Madrid finalepladsen i Europa League med en samlet 2-1-sejr.
Dermed forduftede Arsenals chancer også for at spille sig i Champions League i næste sæson, hvilket er en bonus ved at vinde Europa League.
Wenger måtte også konstatere, at han efter næsten 22 år som manager i Arsenal ikke opnår at vinde en europæisk titel, da han stopper i klubben efter sæsonen.
Wenger og Arsenal tabte tidligere UEFA Cup-finalen til Galatasaray i 2000 i Parken og Champions League-finalen til Barcelona i 2006.
Finalepladsen forduftede dog i Madrid i Wengers europæiske kamp nummer 250 med Arsenal.
Opgaven var også hård, og Diego Costa var tæt på at bringe hjemmeholdet foran efter seks minutter, og kort efter fik Arsenal så en kold spand vand i ansigtet.
Anfører Laurent Koscielny faldt til jorden og vred sig i smerte uden at have været i nærkamp med en modstander, og den franske landsholdsspiller måtte kort efter bæres fra banen med en skade.
Calum Chambers blev sendt på banen som erstatning, og Arsenal holdt stand helt indtil overtiden af første halvleg.
Her endte bolden hos Antoine Griezmann efter en dårlig clearing af Chambergs, og den franske stjerne fandt Diego Costa, der bragede bolden i mål og Atlético foran 1-0.
Diego Simeone kunne juble fra VIP-logen, efter at Atlético-trænerne blev udvist i det første opgør, og derfor ikke måtte sidde på bænken.
Arsenal skulle frem i anden halvleg, og Mesut Özul forsøgte at skabe en stor chance efter et kvarter, men Atlético-forsvareren Diego Codin fik afværget.
Arsenal fik lov at arbejde hårdt i anden halvleg, hvor Diego Costa ofte voldte problemer, og kræfterne slap op mod slutningen.
Atlético forsvarede sig, som klubben er kendt for, og det lykkedes ikke Arsenal at score og skaffe forlænget spilletid med en udligning.
/ritzau/