For 20 år siden var Asger Bjørnskov tvunget til at sælge sin virksomhed med planteavl og en vognmandsforretning.
I dag arbejder han om sommeren og rejser til fjerne destinationer om vinteren.
- Jeg havde et travlt liv, hvor jeg egentlig glemte mig selv og min familie, og jeg troede, at det var det, der var lykken, fortæller den nu 61-årige globetrotter til "Go' morgen Danmark".
For 20 år siden tog han en beslutning om, at han ville ud og se verden før det var for sent.
- Når jeg er i Danmark, så lever jeg på en sten. Det er jeg nødt til, for jeg har ikke nogen særlig stor indkomst. Jeg flytter bare mit privatforbrug 100 procent til vinterhalvåret, hvor jeg bruger pengene på at rejse, siger han, og fortæller at han ikke har købt nyt tøj i 25 år.
Har nået drømmene
Han lagde ud med en ambition om at ville besøge 100 lande og rejse 100 dage om året. Og i dag har han næsten nået sine mål.
Til gengæld har han de seneste ti år alene brugt omkring to millioner kroner på at besøge i alt 70 lande, og tæller man kilometerne sammen, har han rejst Jorden rundt 19 gange, anslår Asger Bjørnskov.
Ofte rejser han med datteren og undervejs på sine eventyr har han set syv af verdens underværker, lært at dykke, sprunget elastikspring, lavet skydiving og mange, mange andre ting, skriver TV 2.
I dag har han sit eget firma. Her laver han hjemmeservice og anlægsarbejde - og det holder fysikken i orden:
- Jeg går 17.000 skridt om dagen i snit, og jeg lægger betonfliser. Jeg er bygget til det. Jeg er stærk og har muskler som en på 17 år, fordi jeg holder mig i gang. Det arbejde, jeg har valgt, er sundt, og min ryg er stærk, siger han og fortæller, at når han har fri slukker han for telefonen.
Han siger også, at han ingen planer har om at droppe sin livsstil:
- Til den tid, hvor jeg ikke kan arbejde mere, kan det være lige meget. Jeg kan leve til få penge om ugen i Indonesien og være dykkerinstruktør. Mange af mine kunder i Danmark sidder i kørestol, og de er på min alder. De har pensionen i orden og opsparing i banken, men de nåede aldrig at bruge pengene, slutter Asger Bjørnskov.