Det regerende parti i Aserbajdsjan siger, at landets siddende præsident, Ilham Alijev, er blevet genvalgt i den tidligere sovjetrepublik, efter at valgstedsmålinger giver ham over 80 procent af stemmerne.
- Der er grund til at lykønske Alijev med hans sejr. Vi stoler på valgstedsmålingerne. Alijev er genvalgt som præsident og vil regere vort land de kommende fem år, siger partilederen i Det Nye Aserbajdsjanske Parti.
I en valgstedsmåling får Alijev næsten 84 procent af stemmerne ved onsdagens præsidentvalg. Andenpladsen går til Jamil Hasanli med omkring otte procent af vælgerne bag sig.
Hasanlis lejr beskylder myndighederne for at tå bag omfattende valgsvindel.
Den 51-årige Alijev kom til magten i 2003, efter at hans far, præsident Heydar Alijev, døde.
Ilham Alijev vakte opsigt i Europa, da Aserbajdsjan satsede stort på at få styrket landets anseelse ved Det Europæiske Melodi Grand Prix, som landet var vært for i 2012.
Også ved Eurovision i maj i år, der blev holdt i Malmø, vakte landet opsigt, da Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, åbent kritiserede Aserbajdsjan for ikke at have givet den russiske deltager nogen point.
Kritikken fik Aserbajdsjans præsident til at iværksætte en officiel undersøgelse af, hvorfor hans land ikke havde kastet point efter det russiske bidrag ved konkurrencen.
Rusland gav det maksimale antal point, 12, til Aserbajdsjan og balladen "Hold Me" sunget af den 21-årige studerende Farid Mammadov. Han blev nummer to i konkurrencen kun slået af danske Emmelie de Forest med sangen "Only Teardrops".
Eurovision, der ses af flere end 100 millioner mennesker på verdensplan, er det største kulturarrangement, som har fundet sted i Aserbajdsjan siden uafhængigheden fra Sovjetunionen i 1991.
Landet ved Det Kaspiske Hav, der leverer energi til Europas østlige udkant, har i perioder været præget af uroligheder, når oppositionen har aktioneret mod manglende politiske rettigheder.
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.