Asbest-arbejdere er indtil nu blevet snydt for en erstatning, selv om de udvikler kræft efter at have arbejdet med det sundhedsskadelige materiale i mange år. Mange er indtil nu kommet i klemme i systemet, fordi deres læge ikke anmelder deres kræftsygdom som en arbejdsskade.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fremsætter et lovforslag, der sikrer erstatningen til flere.
- Hvis man får kræft af at arbejde, skal man have den erstatning, man har krav på. Jeg er også glad for, at vi med de øvrige forslag får markante forbedringer for de arbejdsskadede, siger Claus Hjort Frederiksen.
Lovforslaget indebærer et register, der samler viden om de kræftsygdomme, som kan skyldes arbejdet. For få tilfælde af lungehindekræft og kirtelcellekræft anmeldes i dag som en arbejdsskade.
Desuden vil regeringen give arbejdsgiverne et incitament til at forbedre arbejdsmiljøet. Det sker blandt andet ved at give virksomheder rabat, hvis de gør en særlig indsats for at forebygge arbejdsskader.
Rabatten trækkes fra bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring, hvor arbejdsgivere lægger erstatning til side til skadede medarbejdere.