Blodet skulle dryppe fra 14-årige Sofies arm, før smerten i hende blev dulmet. Og for hver gang, hun skar sig, blev den indre smerte blev sværere at lindre.
»Jeg stoppede først, når armen var blodig. Hvis jeg kun blødte lidt, var det slet ikke nok, så skulle jeg skære mere. Der skulle helst dryppe blodpletter ned på et stykke papir, når jeg vendte armen om,« fortæller Sofie, der begyndte at skade sig selv, da hun gik i sjette klasse.
»Jeg havde ikke nogen at snakke med. Der var tusinde problemer, jeg ikke selv kunne løse,« siger Sofie.
Mere opmærksomhed
Dengang boede hun med sine forældre og sin lillesøster i Århus. De havde det godt sammen.
»Min mor har været der meget for mig. Men jeg har nok brug for mere opmærksomhed.«
Hvad der fik Sofie til at skade sig selv første gang, husker hun ikke. Men idéen fik hun fra kammerater på skolen.
»Jeg havde hørt, at smerten inden i ville forsvinde. At jeg ikke ville tænke over det, jeg var ked af. Flere i min årgang havde gjort det. Én fordi hendes kæreste havde slået op. Hun havde en lang streg på sin arm, som hun satte nåle i, hver gang, hun tænkte på ham. På en måde syntes jeg, at det var uhyggeligt, ulækkert, grimt. På den anden side. Hvis det kunne få smerten væk, var det vel okay.
Ville sige undskyld
I begyndelsen nøjedes Sofie med at lave prikker i huden med en nål.
»Det skete, når jeg havde skændtes med min mor eller far. Også om små ting. Men jeg var bare så ked af det. Jeg råbte, at jeg hadede dem. At jeg aldrig mere ville se dem. Så gik jeg op på mit værelse. For det meste sad jeg på sengen og græd. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre eller sige til dem. Jeg ville gerne sige undskyld. For når man har en familie, skal man jo have det godt. Men jeg synes også at de skulle sige undskyld.«
Da Sofie gik i starten af syvende, var hendes problem blevet stort. En dag greb hun barberbladet.
Ville huske kæresten
»Der var ikke nogen hjemme. Min kæreste havde slået op. Han hed Simon. Så jeg smadrede den ting, som barberblade sidder i, så man kunne pille et ud. Jeg skrev et kæmpe stort S i min arm, så jeg aldrig ville glemme ham. Jeg græd og tænkte på, at det skulle have været hans hals i stedet for.«
Så i dag går Sofie rundt med et stort S på min arm. Et rødt ar.
»Jeg har også prøvet med en saks og knive. En gang har jeg brugt en vinkelmåler. Jeg skrabede den op og ned ad min arm.«
En dag med korte ærmer
Såret blev så stort, at Sofies mor opdagede det.
»Jeg gik med langærmede bluser, så ingen kunne se sårene. Men en varm dag havde jeg T-shirt på. Vi stod ved middagsbordet derhjemme. Pludselig skreg min mor. Hvad fanden er det?! Jeg sagde: Ikke noget. Men det kunne hun se, at det var. Hun kaldte på min far, som var i haven. De stod bare og kiggede på min arm. Min mor var lige ved at kaste op, fordi hun syntes, det var så ulækkert. Såret fyldte hele min arm på undersiden. Det så fælt ud, for der var betændelse i. Jeg grinede ondskabsfuldt og syntes, at det var sjovt, at de blev så kede af det. Så kunne de lære det.«
Starten på hjælp
Sofie ville ikke snakke med sine forældre om det. Så de blev enige om at finde en psykolog, som hjalp Sofie ud af den smertefulde hverdag.
»Jeg forstod, at det var dumt. Og fik det dårligt over, at mine forældre blev så kede af det. Det var ikke meningen. Det var kun mig.«
Fortryder inderligt
I dag er Sofie ude af problemerne. Hun bor på en idrætsefterskole og har det godt med sine forældre. Men arrene sidder der endnu.
»Tidligere synes jeg, at jeg var megatyk. Men arrene er nok det eneste ved mig selv, jeg vil gøre alt for at lave om. Jeg har rigtig mange striber, især på undersiden af venstre arm, fordi jeg er højrehåndet,«
Alligevel har Sofie taget sine barske oplevelser til sig.
»Det er dejligt, at det er overstået. Men på en måde er det godt, at jeg har været igennem det, for jeg har lært en masse.«
Nu vil Sofie selv være børne- og ungepsykolog.
»For det har fascineret mig meget, at man kan hjælpe folk bare ved at snakke med dem,« siger Sofie.
Navnet Sofie er opdigtet af hensyn til pigen. Hendes rette identitet er redaktionen bekendt.