Den røde fane har altid været voldens, kampens og revolutionens fane. Det har altid være dødens og oprørets fane. De undertryktes, de belejredes og de skånelsesløses fane.

Oprindeligt hejste sørøvere fanen som tegn på, at den kommende kamp ville vare til sidste blodsdråbe, og ingen gidsler ville blive taget. Belejrede byer og fæstninge hejste flaget som tegn på ingen overgivelse. Den blev brugt som tegn på, at rejsende skulle holde sig fra sygdomsbefængte byer, hvor fanen vejrede.

Men det er ikke derfor nordsjællandske gymnasiestudiner samler sig under den røde fane med anarkistiske bedsteborgerbørn og utilfredse offentligt ansatte i parker og på pladser landet over i dag. Det skyldes i stedet begivenheder i Paris.

Verden vred sig i vrede

Siden den franske revolution har flaget været symbol på vrede arbejderes blod. Under revolutionen i slutningen af 1700-tallet tog de venstreorienterede Jakobinere flaget til sig. 100 år senere blev flaget for alvor et socialistisk symbol, da en gruppe franske revolutionære i protest mod en udhungrende krig mellem Frankrig og Tyskland, den 18. marts 1871 afsatte styret i Paris og skabte en demokratisk kommune. Som tegn på sejr hejste de den røde fane, og siden har fanen ikke blot være symbol på kamp og død, men også på veludført revolution.

Pariserkommunen, som arbejdernes Paris blev kaldt, holdt stand mod nationalstatens overmagt i 72 dage. Tusindvis af kvinder, børn og mænd blev dræbt. Det var arbejderklassens første vellykkede magtovertagelse, eller som Karl Marx skrev om begivenheden:

»Den gamle verden vred sig i vrede ved synet af det røde flag«.

Begivenheden var også en hjørnesten for Lenin.

»Mindet om dem, der kæmpede, er ikke bare æret af de franske arbejdere, men af proletariatet i hele verden. De kæmpede ikke for et lokalt og smalt mål, men for frigørelsen af alle undertrykte.«

Eller som Henning Grelle, der er chefarkivar på Arbejdermuseet siger:

»Den røde fane er revolutionens flag. Det er flaget for den voldelige eller fredelige magtovertagelse. Det er fanen for forandring«.

Frihed og broderskab

I 1872 bestilte den danske arbejderbevægelse – der ikke bestod af mange andre end Dagbladet Aktuelts grundlægger Louis Pio – en rød fane med skriften ’Frihed, lighed og broderskab’. Planen var at vejre fanen i Dyrehaven nord for København på Grundlovsdag, der før 1890 var arbejderbevægelsens kampdag. Men daværende politidirektør Crone, der ihærdigt forsøgte at bekæmpe socialismen, nedlagde forbud mod den røde fane.

»Fanen bliver først tilladt omkring år 1900,« fortæller Arbejdermuseets arkivar, Henning Grelle.

I det 20. århundrede blev den røde fane synonym med venstrefløjen over hele verden. I Sovjetunionen blev den røde fane den 12. november 1923 til selve nationens flag. Et af de berømteste billeder fra Anden Verdenskrig viser en russisk soldat hejse flaget over Berlin fra byens Reichstag, som tegn på den endelige sejr.

I dag bærer en del fagforeninger faner i andre farver end rød, for at lægge afstand til en bestemt politisk ideologi.