I dag dyrker man sig selv og sin ligusterhæk, og solidariteten er forsvundet. Ingen føler sig længere naturligt knyttet til fagforeningen, og den fælles arbejderidentitet er smuldret. Sådan lyder det fra historikere i Kristeligt Dagblad i dag.
Fagbosser, der repræsenterer to store grupper af nutidens lønmodtagere, er dog ikke enige.
“Jeg kan godt forstå pointen om, at det er sværere at se en fælles arbejderidentitet, fordi det i dag er et mere diffust begreb. Men vi har trods alt stadig rigtig mange værdifællesskaber og fælles mål for arbejderne. Tag for eksempel beskæftigelsespolitikken: Uanset om du er cementarbejder eller kulturhistoriker, så er det vigtigt, at du som ledig får den rette hjælp eller at arbejdsmiljøet er i orden,” siger Per Christensen, der som forbundsformand for 3F repræsenterer over 300.000 lønmodtagere.
Marcherer ikke i flok længere
Dennis Christensen, der er formand for FOA peger på, at arbejderidentiten har flyttet sig i takt med samfundet og derfor kommer til udtryk på en anden måde i dag.
“De kampe, vores forfædre kæmpede, er vundet. Det handler ikke længere om at sikre mad til ungerne og tøj på kroppen, men om at sikre, at der også er et godt liv uden for arbejdspladsen. Det drejer sig stadig om køb og salg af arbejdskraft, men vi er gået fra at måtte marchere i flok for at sikre vores overlevelse til at kæmpe for det gode liv og for, at arbejdsgiveren også anerkender os som individer,” siger Dennis Kristensen.
En årsag til, at arbejderidentiteten er smuldret er, at mange af fagbevægelsens kulturinstitutioner - såsom højskoler, kunstforeninger og forlag - er i dag nedlagt. Derfor er der ikke længere nogle faste holdepunkter for arbejderne, påpeger historikerne. Og det er rigtigt, at de naturlige institutioner, som man samledes om, ikke længere er der, siger Per Christensen. Men han oplever alligevel fællesskabsfølelsen dukke op andre steder, siger han.
“Når tillidsrepræsentanterne på vores faglige skoler mødes, og man for eksempel synger morgensang, ja så sker der noget med de mennesker, og så opstår der en fællesskabsfølelse, en følelse af identitet,” siger 3F-formanden.
Dagligdagen er fyldt med solidaritet
Solidaritetsfølelsen, som historikerne også lægger i graven, lever i bedste velgående, mener begge fagbosser. Den er blot mere fragmenteret end tidligere.
“Tidligere var den gruppe, man skulle være solidarisk med, givet på forhånd: Alle skulle ind af den samme fabriksport, lave det samme og have det samme i løn. I dag løser man solidarisk problemer på den enkelte arbejdsplads. Hvis der er et problem med lederen, eller en kollega, de er kommet i klemme, jamen så står man sammen og prøver at finde en løsning. Dagligdagen er fyldt med solidaritet,” siger Dennis Kristensen.
Per Christensen fremhæver sagen om Vejlegården som et eksempel på, at solidariteten lever.
“Når der er behov for, at folk står sammen, så gør de det. Tag nu konflikten om Vejlegården. Da vi stille og roligt fik forklaret, at det handler om, at folk skal kunne leve af deres arbejde, så voksede samhørigheden og forståelsen af, at næste gang kan det måske være vores arbejdsplads. Så når der opstår sådan nogle konkrete sager, så er det tydeligt, hvad fællesskabet betyder.”