Forlag, højskoler, teaterorganisationer, kunstforeninger, kunstpriser, læseselskaber, radio-og fjernsynsforbund og flere til. Listen over kulturinstitutioner grundlagt af arbejderbevægelsen er lang, men i dag er størstedelen af institutionerne nedlagt, mens andre lever en tilværelse langt fra fordums storhed, skriver Kristeligt Dagblad.
Det er der en god forklaring på, mener historiker Claus Bryld. Arbejderfølelsen er nemlig forsvundet.
- Den særlige fælles- og gruppefølelse, man havde tilbage i 1960'erne og 1970'erne, er væk, og det skyldes den differentiering, der er sket i arbejderklassen. Tidligere følte man sig knyttet til fagforeningen og partiet, men nu, hvor alle er blevet individualiserede, også arbejderne, er solidaritetsfølelsen med arbejderne forsvundet. Det ser man også med arbejderkunsten, som er fuldstændig atomiseret i dag.
Den analyse er Niels Finn Christiansen enig i. Han er historiker og tidligere leder ved Center for Arbejderkultur, der nu også er nedlagt. Ifølge Niels Finn Christiansen skal man helt tilbage til 1950'erne for at finde forklaringen på arbejderkulturens nedbrydning.
- Dengang havde man jo en arbejderkultur, hvor man kunne leve fra vugge til grav inden for de her kulturinstitutioner, men i dag er solidariteten med institutionerne forsvundet. Det skyldes den stigende individualisering, der gør det svært at opretholde en klar arbejderidentitet.