Arbejde om fangeløsladelser giver FN-mægler håb for Syrien

FN-mægleren Staffan de Mistura beder under Syrien-fredsmøde i Astana til, at fredsprocessen forankres i FN.
Arbejdsgruppe om krigsfanger er et godt skridt i den rigtige retning, mener diplomaten Staffan de Mistura, der leder FN's fredsproces, hvis seneste forhandlinger brød sammen i sidste uge.
Arbejdsgruppe om krigsfanger er et godt skridt i den rigtige retning, mener diplomaten Staffan de Mistura, der leder FN's fredsproces, hvis seneste forhandlinger brød sammen i sidste uge. Foto: Fabrice Coffrini/AFP

Deltagerne på et fredsmøde om Syrien i den kasakhiske hovedstad, Astana, er fredag blevet enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan man kan løslade krigsfanger.

Det er et godt skridt i den rigtige retning, mener diplomaten Staffan de Mistura, der leder FN's fredsproces, hvis seneste forhandlinger i Genève brød sammen i sidste uge.

Arbejdsgruppen er et skridt på vejen mod en aftale mellem de stridende parter, påpeger Mistura.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Mægleren appellerer til, at fredsprocessen fortsat forankres i FN.

Han siger, at de russiske planer om at arrangere en syrisk "kongres for national dialog" skal dømmes på viljen til at bidrage til og støtte FN-dialogen i Genève.

Efter sammenbruddet i Genève annoncerede Staffan de Mistura, at han vil udarbejde et forslag, så de stridende parter kan komme i dialog om valg og forfatningsreformer i Syrien.

- Jeg mener, at tiden er inde til, at FN fremlægger detaljeret materiale, der kan stimulere en bredere samtale, sagde Mistura tirsdag i FN's Sikkerhedsråd.

FN har hjulpet med afviklingen af valg i mange lande, "så vi har erfaringen", argumenterede diplomaten.

Fredsmødet i Schweiz sluttede under beskyldninger fra den syriske forhandler Bashar al-Ja'afari om, at den syriske opposition, vestlige lande og Saudi-Arabien havde saboteret processen.

Al-Ja'afari var vred over en forudgående aftale mellem oppositionens repræsentanter og Saudi-Arabien, som han har betegnet som "afpresning".

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.