Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater giver over 823 millioner kroner til terrorbekæmpelse i den såkaldte Sahel-region syd for Sahara, hvor islamistiske grupper opererer.
- Saudi-Arabien afsætter 100 millioner dollar (633 millioner kroner), mens Emiraterne giver 30 millioner dollar (190 millioner kroner) til opgaven, meddeler den franske præsident, Emmanuel Macron.
Macron havde tidligere onsdag møder i Paris for at rejse støtte til den internationale antiterrorstyrke, som vil omfatte soldater fra Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauritanien og Niger.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Belgiens premierminister, Charles Michel, og Italiens premierminister, Paolo Gentiloni, var også til stede ved møderne sammen med præsidenter, prinser og diplomater fra de fem afrikanske lande.
Macron siger, at Frankrigs 4000 mand store antiterrorstyrke i Afrika skal bistå G5 Sahel-styrken og bidrage til en sejr over ekstremisterne "i første halvår af 2018".
- Vi må vinde krigen mod terrorisme i Sahel-regionen efter de militære sejre mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, siger Macron.
G5 Sahel-styrken på 5000 mand mangler ifølge den franske præsident stadig soldater, træning og finansiering.
- Islamisk ekstremisme forplanter sig. Vi kan ikke vente, siger Merkel og understreger, at udviklingshjælp fra Tyskland og andre lande "er ubrugelig, hvis folk ikke kan leve i fred".
Det er næsten fem år siden, at Frankrig greb ind i det nordlige Mali i et forsøg på at udrydde ekstremister, som på det tidspunkt var tilknyttet al-Qaeda.
Ekstremisme-truslen har siden spredt sig til flere nabolande og ført til oprettelse af flere nye ekstremistgrupper - deriblandt en, som hævder at være tilknyttet Islamisk Stat.
/ritzau/AFP