Antirussisk journalist vendte tilbage fra de døde
Den fremtrædende russiske journalist Arkadij Babtjenko, der blev meldt dræbt ved et skudattentat i Ukraine, dukkede torsdag op i live og ved godt helbred på et pressemøde i Kijev. Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters
Særlig operation skulle forhindre en sammensværgelse og dokumentere russisk komplot i Ukraine.

Den fremtrædende russiske journalist Arkadij Babtjenko, der tirsdag blev meldt dræbt ved et skudattentat i Ukraine, dukkede onssdag op i live og ved godt helbred på et pressemøde i Kijev.

Der gik et gisp gennem de forsamlede pressefolk, da Babtjenko trådte ind i rummet. Flere begyndte at klappe.

Den russiske journalist, der er kritisk over for præsident Vladimir Putin, begyndte med at undskylde for, hvad befolkningen har været udsat for i forbindelse med rapporterne om drabet på ham.

Han tilføjede, at den operation, som fandt sted, havde været planlagt i to måneder og havde til formål at forhindre et virkeligt, planlagt angreb.

Han takkede den ukrainske sikkerhedstjeneste for at have reddet hans liv.

Talsmænd for den ukrainske regering siger, at drabet på journalisten blev iscenesat for at forhindre det virkelige angreb. Sikkerhedskilder siger, at operationen havde til formål at afsløre russiske agenter.

Mindre end 24 timer tidligere havde de ukrainske myndigheder meldt Babtjenko dræbt af tre skud i hans bolig i Kijev.

Ukrainsk politi oplyste i første omgang, at Babtjenkos kone fandt ham blødende i deres lejlighed og ringede efter en ambulance. Han blev meldt død undervejs til hospitalet.

Rapporterne om hans død udløste chok og sorg og en ny diplomatisk krise mellem Rusland og Ukraine.

Babtjenko var en af Ruslands mest kendte krigskorrespondenter og tidligere soldat. Han havde forladt sit hjemland, fordi han frygtede for sit liv.

- Takket være vores særlige operation var vi i stand til at forhindre en kynisk sammensværgelse og dokumentere, hvordan den russiske sikkerhedstjeneste planlagde denne forbrydelse, siger lederen af Ukraines sikkerhedstjeneste, Vasyl Hrytsak, på pressemødet.

Grytsak tilføjer, at myndighederne havde anholdt den påståede bagmand i sammensværgelsen - en ukrainsk statsborger, som blot er navngivet med bogstavet G.

Den anholdte skulle have tilbudt at betale en lejemorder for at dræbe den russiske journalist. Han skal ifølge ukrainerne være blevet rekrutteret af russiske specialstyrker og have modtaget omkring 255.000 kroner.

Grytsak takkede Babtjenko og dennes familie, som skulle have været indviet i operationen.

Journalisten undskyldte imidlertid over for sin kone for "tre døgns mareridt".

Ukraines premierminister, Volodymyr Hrojsman, beskyldte tidligere onsdag Rusland for at stå bag attentatet. Han omtalte på det tidspunkt også Babtjenko som dræbt.

Rusland nægter at have haft noget at gøre med et angreb på journalisten. I den første reaktion fra Rusland hedder det, at den ukrainske operation er propaganda.

- Vi er glade for at se, at den russiske journalist Babtjenko alligevel er i live, siger det russiske udenrigsministerium.

Arkadij Babtjenko er 41 år. Han blev i 2015 hædret med en pris uddelt af den svenske forfatterforening Pen.

/ritzau/AP