Whisky, cognac, cigaretter, barbergrej, perfume, madvarer og masser af andre tyvekoster.
Sådan var synet for de betjente, der søndag aften tjekkede lasten i en 26-årig polsk mands bil ved ALDI i Silkeborg.
Ad flere omgange lykkedes det manden at stjæle varer med ud fra butikken i den østjyske by, hvor personalet i første omgang ikke lagde mærke til, at manden blev ved med at gå ind og ud af discountbutikken.
- Han går ind og ud for at fylde det over i sin bil, forklarer vagtchef fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
De ansatte blev dog opmærksomme på mandens mistænkelige adfærd, da han fortsatte med at gå ind og ud af butikken. Det lykkedes personalet at tilbageholde manden, og da politiet kom fandt de tyvekoster for cirka 10.300 kroner i bilen.
Den 26-årige mand vil i løbet af 2. pinsedag blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg.