Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Byggevarekæden XL-Byg retter i TV2 Østjylland 12. december en kraftig kritik af, at deres elever skal på introforløb, før de kan begynde deres elevtid i virksomheden. XL-Byg kalder introforløbene for spild af tid og sløseri med samfundets ressourcer.
Per Tønnesen, formand for HK HANDEL, svarer med en venlig opfordring:
- Ansæt jeres elever fra erhvervsuddannelserne. Deres uddannelse er målrettet jer, og eleverne herfra skal ikke på introforløb, før de begynder deres elevtid i butikkerne.
Når XL-Byg oplever, at elever skal på fem eller ti ugers introforløb, skyldes det, at byggekæden vælger at ansætte elever, der har taget en almen gymnasieuddannelse. Hvorfor man som virksomhed vælger at ansætte elever, der har gået i gymnasiet i stedet for at rekruttere elever fra erhvervsskolerne, som har fået en uddannelse målrettet detailbranchen, står hen i det uvisse. HK HANDEL mener, at det oplagte må være at ansætte de elever, der på forhånd har vist interesse og fået en faglig baggrund, der gør dem egnede som elever i detailhandlen.
- Når XL-Byg påberåber sig samfundsansvar ved at påpege, at det er spild af samfundets ressourcer at sende nye elever på introforløb, må vi i HK HANDEL bare konstatere, at det mest ansvarlige over for både elever og samfund er da at rekruttere elever fra uddannelser, der er målrettet detailbranchen, siger Per Tønnesen.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.