I Dubai er en dansker blevet fængslet, fordi dansk politi betragter ham som en fupmager, der sælger værdiløse annoncer.
- Vi arbejder nu på at få ham udleveret, siger politikommissær Asger Jensen i Københavns Politi.
- Og jeg kan ikke forestille mig, at han vil stritte imod, tilføjer han. Fængslingen skete i mandags.
Manden tilhører ifølge politiet en gruppe mænd, der er blevet døbt annoncehajer på grund af omfattende bedragerier mod især mindre erhvervsdrivende, gårdejere og andre.
I flere år har myndighederne og Håndværksrådet advaret imod de grove overtalelsesmetoder, som er blevet brugt mod folk over hele landet. De har betalt for annoncer, som ikke er noget værd.
Nogle af de involverede har haft base på Malta, og andre har søgt mod endnu varmere himmelstrøg i De Forenede Arabiske Emirater.
Den nu fængslede, der er sidst i 20'erne, har også tidligere været i nærkontakt med politiet i Dubai.
I forbindelse med en straffesag i Københavns Byret om annoncefup blev han fængslet, men det lykkedes ham at komme fri mod kaution, da han lovede at deltage i den danske retssag.
- Han kom hjem til seks-otte retsmøder i 2012, men han udeblev ved proceduren og domsafsigelsen, så han blev ikke dømt, siger Asger Jensen.
I sagen har anklageren krævet fængsel i to år på grund af 43 bedragerier til godt en million kroner.
Men siden er han - ifølge politiets påstand - vendt tilbage til de gamle unoder. Mistanken drejer sig om, at han skal have fuppet 95 håndværksmestre, men denne gang er beløbet "kun" cirka 114.000 kroner.
- I Dubai har han lånt konti tilhørende to andre danskere, fortæller Asger Jensen. Denne sag efterforskes i øvrigt af Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi de fleste forhold er begået i den del af landet.
Det vides ikke, hvornår en udlevering kan finde sted. Nu arbejder politiet på at udfærdige de dokumenter, som skal fremsendes til De Forenede Arabiske Emirater.
/ritzau/