Roskilde Instr.: Ulrik Wivel
Roskilde er en tilstand, man knapt begriber. Heller ikke selv om, man har været der. Har man stadig billetten til gode, så er Ulrik Wivels veldrejede doku på (stort set) alle måder det sansebombardement, der må få én til at føle, at man går glip af nordens vildeste fest. For dokumentaren Roskilde er en tour de force udi hæmningsløs beruselse og kollektiv bersærkergang. Det er ment som en anbefaling – både live og på film.
At man selv har teet sig tosset dernede på frigjorthedens overdrev betyder, at man særdeles opstemt omfavner de otte års fotomateriale, som Wivel og hans 25 co-instruktører har indsamlet og redigeret både flot og fængende. Som med sidste uges fodboldpremiere ?Og det var Danmark er målgruppen nok først og fremmest alle dem, der selv har stødt ind i et par milepæle på Roskildes mudrede markeder.
At se Roskilde er altså mest en indre rejse tilsat myriader af gyldne snapshots fra grinagtige frilufts-scener.
G-streng og julefrokost
Filmen har dog et persongalleri, den lidt for overfladisk følger: Gratisten, som nasser øl og springer over hegn. De heavyagtige hashhoveder. Den svenske hippie, der med Roskildes vartegn tatoveret i nakken trisser rundt med en kikkert og søger en sjælden fugleart. Nørden, der klager over sit tumpede telt, som rigtignok ligner en overdimensioneret g-strengstrusse, men midt i druk og virvar har overskud til at arrangere en julefrokost med både flæskesteg og julegran. Hovedvagtsmesteren, der bestemt ikke er ked af at have fået en stjerne på skulderen, og gerne spurter rundt med en pulverslukker på ryggen, når »psykopaterne derude brænder telte af«.
Det er nærmest en parodi, at manden gør så meget ud at skabe orden i kaos. Men sympatisk er det, fordi de 30.000 frivillige arbejder gratis. Ifølge eks-festivalleder Leif Skov er det lige præcis dét, der gør Roskilde Festival så unik.
Leif Skov er stort set det eneste talking head , der som et pusterum fortolker og forklarer. Blandt andet om katastrofen i 2000, hvor ni unge døde af luftmangel under tumulterne ved Pearl Jam-koncerten.
Musikken mangler
Netop det stærke festival-fællesskab løftede festivalen videre, på trods, for Roskilde er jo ikke bare en skrupskør campingferie, men en total dyrkelse af musikken og dens mangfoldige synergi-kultur. Filmens absolutte svaghed er dog desværre, at den ikke har materiale fra de store musikalske samlingspunkter.
De sidste otte år har budt på flere af den slags legendariske koncerter, hvor masserne, ganske forudsigeligt, ville smelte sammen med deres idoler. Neil Young i 2001, Metallica i 2003 for eksempel.
Jeg formoder, at instruktøren ikke har opnået ret til at filme. Musikbranchen er urimelig striks med den slags, men måske Kashmir i 2006 eller andre store danske indsatser ville have været en mulighed (?).
Men ånden er dér, på lærredet og i lyden. Takket være Ulrik Wivels stjernehold af med-instruktører som for eksempel Sami Saif, Eva Mulvad, Mikala Krogh og den Cannes-aktuelle Martin de Thurah. De har fanget de mange bindegale situationer, og hvis du kan lide Roskide, kan du også lide dette visuelle postkort.