Ekko
Instr.: Anders Morgenthaler

De fleste skilsmissefædre har ganske givet tænkt tanken. At tage sit barn med i sommerhus en hel sommer – uden at tænke på konsekvenserne. Ikke nogen ekskone-mor, der siger: Og du husker at aflevere ham her i morgen præcis klokken 16.00 , ikke noget tidsbegrænset samvær, der føles alt for kort, ikke nogen trist tomhed, fordi man igen skal undvære sin største kærlighed så længe ad gangen.

Den konflikt har tegner, satiriker og filminstruktør Anders Morgenthaler i samarbejde med manuskriptforfatter Mette Heeno valgt at sætte på spidsen i Ekko .

Politimanden Simon (Kim Bodnia) ankommer til et sommerhus med sin seksårige søn, Louie (Villads Milthers Fritsche). Hurtigt forstår man, at drengen er kidnappet, og at der er noget mystisk ved huset, Simon har valgt at bryde ind i. Langsomt forstår man, at en række overrumplende gys udelukkende foregår i farens bevidsthed, hvor en drukneulykke spøger.

Rørt til tårer

Gennem filmen er man rørt til tårer over Simons (bortførelsen taget i betragtning) håbløse kærlighed til sin søn, for den gør ham bange, mens hans søn fremstår stor og stærk. Det er sublimt spillet af begge. Bodnia er langt om længe castet mod sit barske ydre og formår at få sin figurs indestængte desperation til at sitre.

Desværre knækker filmens fremdrift, fordi vi pinedød skal forstå Simons eget tragiske faderopgør, som han er i færd med at binde en knude på. Den underliggende psykologi bliver (over)brugt som gyseragtig effektforstærker, selvom det faktisk er den umulige løsning på kidnapningen, der optager én.

For uden at afsløre slutningen tør jeg godt antyde, at instruktøren berører det stadig mere aktuelle tabu, at fædre kan finde på at dræbe af kærlighed. Men hvad der præcist sker i filmens sidste scener, er ærgerligt nok sløret af instruktørens uklare valg og frygten for, at vi som publikum skal dømme nogen – gætter jeg på.

Det er den største svaghed ved Ekko . At den går mere op i at forklare sig selv end udnytte situationens spænding. Det behøver den ikke, for den slags historier har ikke nødvendigvis en klar årsag og virkning.

Det er derfor, de er så interessante.

Anmeldt af René Fredensborg | refe@avisen.dk